Flere mennesker end normalt dør denne vinter på grund af influenza, fordi årets vaccine kun virker på meget få. I Danmark frygter Statens Serum Institut det samme billede, hvis en epidemi rammer.

De britiske sundhedsmyndigheder kæmper for tiden en ulige kamp mod en genstridig og dødelig influenzavirus, og influenzavaccinen, som er myndighedernes bedste våben, har stort set ingen effekt.

Ifølge BBC virker dette års vaccine kun på tre personer ud af 100 - hvor det normale antal er 50 ud af 100.

Det er den såkaldte H3N2-virus, der særligt hærger på plejehjem i Storbritannien, og myndighederne oplyser, at man har set den største stigning i influenza-dødsfald siden 2008, hvilket skyldes en ineffektiv vaccine.

Læs også:

Samme situation har man stået i både i Canada og USA, skriver BBC.

I Danmark har influenzaen ikke for alvor haft sit indtog på trods af det omskiftelige vintervejr, men overlæge og afdelingschef ved Statens Serum Institut Kåre Mølbak frygter, at man også herhjemme vil opleve en overdødelighed, hvis epidemien rammer.

»Det er for tidligt at drage konklusioner om, hvordan influenzasæsonen kommer til at forløbe. Måske går vi helt forbi en influenzaepidemi, og måske kommer den. Men hvis influenzaen for alvor bryder ud, er min forventning, at billedet kommer til at ligne det, som vi ser i Storbritannien i øjeblikket. Altså hvor der simpelthen er et dårligt match mellem vaccinen og influenzatypen,« siger Kåre Mølbak og uddyber:

Læs også:

»Influenza-virussen har ændret sig en smule i forhold til den, der er i vaccinen, og det betyder, at vaccinen ikke fungerer så godt, som vi havde forventet, og derfor kan vi nemt komme i en situation, hvor der vil være en overdødelighed blandt især ældre og kronisk syge borgere,« siger han.

I Storbritannien frygter lægerne, at den ringe effekt ved vaccinen får folk til at undlade at blive vaccineret. Den britiske sundhedsstyrelse opfordrer dog stadig særligt udsatte, det vil sige ældre og syge borgere, til at få en vaccine, da det sammenholdt med god hygiejne er den bedste forebyggelse.

Læs også:

Kåre Mølbak pointerer da også, at der er metoder til at nedbringe smitterisikoen.

»Man skal huske at vaske sine hænder jævnligt, for virus spredes ikke kun via host og nys, men også med bakterier på hænder, hvor man afsætter virus på elevatorknapper, tastaturer med mere. Så skal man naturligvis have en god hoste- og nyseetikette, så man ikke nyser folk direkte op i ansigtet,« siger Kåre Mølbak.