Fordi Danmark nu aktivt deltager i kampen mod Islamisk Stat, opfordres danske soldater til at gå civilt klædt, når de færdes offentligt.

Danske soldater opfordres nu direkte til smide deres uniform, når de færdes offentligt - for eksempel når de er på vej til og fra arbejde.

Soldaternes fagforening, Centralforeningen for Stampersonel, vurderer, at det opsigtsvækkende tiltag er nødvendigt, fordi Danmark nu deltager aktivt i kampen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) i Irak.

»Vi anbefaler, at folk ikke bærer uniform. Jeg har ikke kendskab til, at nogle soldater er blevet truet, så der er blot tale om forholdsregler. Og der er selvfølgelig en vis utryghed, som også piloterne har givet udtryk for,« siger Jesper K. Hansen, formand for Centralforeningen for Stampersonel, der organiserer 7.500 ansatte i Forsvaret.

»Jeg tror ikke, man skal være bange, men vi skal tænke over dét, vi gør,« siger han til Radio24Syv.

Rådet om at bruge civil påklædning er først konkret givet i forbindelse med en kongres for Forsvarets tillidsfolk, der finder sted i den nærmeste fremtid. Her er deltagerne direkte blevet frarådet at ankomme i uniform, siger Jesper K. Hansen, der af samme grund ikke vil oplyse, hvor og hvornår konferencen finder sted.

Han tilføjer, at anbefalingen om ikke at bære uniform ikke blot gælder i forbindelse med konferencen, men nu generelt.

Radio24Syv beskrev torsdag, at der blandt de danske F-16-kamppiloter, der torsdag fløj til baser i Kuwait - klar til at gennemføre aktioner mod Islamisk Stat - hersker bekymring for trusler mod både piloterne selv og deres pårørende.

En bekymring, der har fået piloterne til denne gang at holde særligt lav profil i offentligheden og på de sociale medier. Og det er præcis ønsket om ikke at påkalde sig unødig opmærksomhed i den nuværende situation, der ligger bag beslutningen om at mørklægge den kommende kongres for Forsvarets tillidsvalgte, forklarer Jesper K. Hansen, formand for Centralforeningen for Stampersonel.

Danmark er ikke det første af deltagerlandene i den internationale koalition, hvor der er sat restriktioner på soldaternes brug af uniformer. Tidligere i denne uge forbød det hollandske forsvar sine soldater at have uniform på i offentlige transportmidler.