I videoen øverst kan du få et overblik over striden, der kan lægge store dele af den offentlige sektor midlertidigt ned.
Hun møder ofte klokken 7.30 og forbereder sig til undervisningen, før hun går ud i klassen klokken 8.00 på Fløng Skole i Høje Taastrup. Med 20 undervisningstimer om ugen, møder med forældre, ledelsen og kolleger, socialrådgivere, udarbejdelse af individuelle elevplaner, tjansen som gårdvagt og meget andet får arbejdsugen på 37 timer hurtigt ben at gå på. Det går ifølge Maria Roneklindt ud over forberedelsen til hendes kerneopgave: At undervise eleverne.
»Jeg vurderer, at jeg har fire timer alt i alt, som er ren forberedelse til tyve timers undervisning. Det er fuldstændig urealistisk, at det skal kunne lade sig gøre på tilfredsstillende vis,« siger hun.
Den knappe forberedelsestid er en konsekvens af Lov 409, som Folketinget vedtog i 2013 i kølvandet på lockouten af lærerne. Loven har efterladt lærerne uden en arbejdstidsaftale, og hver gang, der bliver lagt et nyt møde eller en anden opgave ind i lærernes arbejdstid, går det ud over forberedelsen. Det er en af årsagerne til, at det er bydende nødvendigt for lærerne at få en arbejdstidsaftale på plads under de dramatiske OK-forhandlinger i Forligsinstitutionen. Det mener Gordon Ørskov Madsen, formand for Overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening.
»Lærerne er de eneste, der ikke har aftalte arbejdstidsregler. Vi har ringere vilkår end andre faggrupper,« siger han.
Fordelen for skolelederne er omvendt, at de med kort varsel kan justere lærernes arbejdstid efter behov. I perioder med et stort undervisningsbehov eller vigtige møder kan lærerne pålægges at arbejde mange timer, for derpå at blive pålagt at afspadsere eksempelvis midt på dagen mellem to blokke af undervisningstimer eller i eksamensperioden.
Men det gør det ifølge Gordon Ørskov Madsen vanskeligt for den enkelte lærer at planlægge sit arbejde og livet ved siden af jobbet. Derfor ønsker han og Danmarks Lærerforening en såkaldt normperiode på et kvartal, som lærernes arbejdstid skal stemme inden for. Med Lov 409 blev normperioden et år.
»Lederne har den fulde fleksibilitet i at kunne rykke rundt på arbejdskraften. Men lærerne har ingen rettigheder i det,« siger Gordon Ørskov Madsen.
Lærerne ligger imidlertid, som de har redt, mener tidligere lærer og debattør Karsten Søberg: I årtier har Danmarks Lærerforening ifølge Karsten Søberg kæmpet mod enhver forandring, der kunne højne effektiviteten i folkeskolen det mindste. Gamle udtjente overlærere hævede den højeste løn alene på grund af deres anciennitet, mens Danmarks Lærerforening med næb og klør kæmpede imod, at unge energiske lærere kunne få resultatløn for at yde en ekstra indsats.
Til sidst blev lærerforeningens bagstræberi for meget for politikerne på Christiansborg og lærernes arbejdsgivere i kommunerne, som i en mere eller mindre koordineret indsats lockoutede lærerne i 2013 og med Lov 409 gav skolelederne ret og magt til at lede og fordele arbejdet.
»Det er altså lærerne selv, der har stemt deres formænd ind i Danmarks Lærerforening. Så uden skyld i lovindgrebet er de ikke. Lærerne blev banket på plads i 2013, og fik dårligere arbejdsvilkår, end de var vant til. Men i dag har de har altså ikke dårligere arbejdsvilkår end så mange andre,« siger Karsten Søberg.
Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal medgiver, at Lov 409 har givet skolelederne udstrakt frihed til at lede og fordele arbejdet, men han anerkender ikke, at loven er ødelæggende for kvaliteten af undervisningen.
»Når forberedelsestiden er knap, er det fordi økonomien er stram i den danske folkeskole. Skolelederne presser ikke så meget undervisning ud af lærerne for sjov. Vi skal jo dække skemaet, og så ser man på, hvad der er tilbage af tid bagefter. Og det er sommetider svært at få enderne til at nå sammen,« siger han.
Claus Hjortdal ønsker under de igangværende OK-forhandlinger ikke at kommentere lærernes krav om en normperiode på et kvartal, men siger:
»I min tid som skoleleder har vi haft syv forskellige arbejdstidsaftaler, og vi har fået dem allesammen til at fungere. Det er ikke så afgørende, hvilken model for arbejdstid lærerne har. Det skal vi nok få til at fungere. Det afgørende er økonomien, og der er blevet skåret hårdt: Klassekvotienterne er sat op, og 14 procent af lærerne og 16 procent af lederne er sparet væk i en periode, hvor vi har hævet timetallet. Det er det, vi lider under.«
Maria Roneklindt krydser fingre for, at OK-forhandlingerne ender med en arbejdstidaftale, der afsætter normeret tid til møder og andre opgaver.
»Hvis jeg fik normeret tid til de opgaver, så ville det stå klart, at jeg ikke havde tid nok til at forberede undervisningen. Så ville jeg få færre undervisningstimer, som jeg til gengæld kunne forberede ordentligt,« siger hun.
