Meningen med livet skaber vi selv, siges det. Frømanden, lederen og far til fire, der både er Henrik og Liv, fortæller om at skabe sig selv, om børnenes reaktion og den glidende overgang mellem soldaterhistorier og neglelak. Det er en del af Berlingskes serie »Meningen med livet«.
En kælder i Vanløse. Den københavnske transvestitforening med 120 medlemmer har møde. Otte til ti mænd mellem 50 og 70 år i forskelligfarvede kjoler, push up BHer, høje hæle og parykker skal om en times tid spise middag. Hakkebøffer med bløde løg, sovs og kartofler og rødvin.
I lokalet ved siden af sidder 45-årige Liv Christensen. Et navn hun bruger, når hun er i pigetøj. Når han er i »drengetøj«, kalder han sig Henrik Liv Møller Christensen. Forvirringen om han og hun må man forsøge at opfatte lige så naturligt, som han/hun selv gør. »Der er kun mig,« slår han/hun fast.
Hun er 190 høj (uden hæle), ene far til fire, tidligere soldat i frømandskorpset, uddannet lærer og pædagog og i dag leder i Dansk Flygtningehjælp. Liv opfatter sig selv som transkønnet.
Siden skilsmissen for seks år siden har hun ikke haft neglelakken af tæerne, og han kalder de bukser, jakke og skjorte, han har på på jobbet for »min uniform«. Hans øjne er næsten overnaturligt grønne, smilende og imødekommende.
Han giver sig god tid til at fortælle, hvad han mener om den moderne og omsiggribende påstand: Meningen med livet skaber man selv. Meningen som summen af de valg, vi selv træffer.
Læs også: Mød en elitesoldat: Så hårdt presser vi Navy SEAL-soldaterne
»Hvis jeg skal definere meningen med livet, er jeg også nødt til at spørge: Hvad giver mit liv mening? Om man så vælger at tage ansvar for det, er op til en selv. Meningen er at blive lidt klogere hver dag. For inde i det at blive klogere ligger for mig, at jeg bliver nødt til at forholde mig åbent til, om det jeg ved, også er det rigtige. For seks år siden efter vores skilsmisse havde jeg jo fire børn, der også var kede af, at far og mor var flyttet fra hinanden, og to af dem var blebørn. Hvordan skulle de oven på en skilsmisse håndtere, at far var trans? Jeg havde valget mellem at gøre mine børn enormt kede af det eller selv leve et lorteliv resten af livet. Der var ingen af de to ting, der var acceptable for mig. Så måtte jeg finde en tredje. Og det har jeg gjort. Mine børn skal ikke lide under det her, og jeg vil ikke acceptere, at jeg ikke kan gøre, som jeg har lyst.«
Efter skilsmissen havde Henrik og hans kone børnene på skift, og Henrik udlevede translivet, når de var hos moderen. Men børnene og moderen flyttede tilbage til byen, hvor deres far boede.
Henrik Christensen fik et problem. Han skulle vælge.
»Skal jeg være åben om det nu, eller skal jeg sige til dem, at de ikke må komme hver anden weekend? Men det var vigtigt for mig, at de altid vidste, de kunne komme. Så jeg satte mig ned med den store dreng på 12 år og sagde: Læg lige telefonen og iPaden og sluk fjernsynet. Vi skal tale sammen. Og der har børnene lige set en TV-udsendelse om nogle kvinder, der gerne ville være mænd. Så siger jeg: Kan du huske det, du lige har set i fjernsynet? Og nu vil du fortælle, at sådan har du det også, siger han så. Ja, siger jeg. Det ved jeg sgu da godt, siger han. Hvor ved du det fra, spørger jeg. Der er da ikke så mange af de andre fædre, der har BHer og kjoler til at hænge til tørre. Okay. Hvordan har du det med det, spørger jeg så. Jeg er sgu da ligeglad, siger han. Må jeg godt se fjernsyn igen? Og det var det. Jeg havde ellers gået med en knude i maven og forberedt og valgt tidspunkt, og lavet speciel mad og bygget det helt store op. I dag ved alle børnene det hele og synes nærmest, det er lidt sejt.«
Du satsede og risikerede, at dine børn fik det dårligt ved, at du fortalte din hemmelighed?
»Sådan er det jo med alt. Det er farligt at gå på gaden. Men der var da en periode, hvor jeg bevægede mig meget forsigtigt. For at blive i militærjargonen, så var der en tid, hvor opklaringsbilen kørte meeeget langsomt. Man skal fortælle den slags på den rigtige måde. Hvis du vil have folk til at reagere på en bestemt måde, så skal du møde dem på en bestemt måde. Hvis du ikke vil have, at folk skal møde dig med modstand, så skal du sørge for, at der ikke er noget modstand.«
Hun fortæller om transvestitter på Facebook, der føler sig forfulgt og om en, der var sur over, at der ikke var lavet særlige toiletter til transer på Roskilde Festival.
Læs også: Det danske svar på Navy SEAL: Derfor blev frømandskorpset oprettet
»Nu må I styre jer! Hvis I gerne vil behandles som alle andre, så lad være med at forvent en særlig behandling. Al den lovgivning er grundlæggende fuldstændig ligegyldig. Det, der flytter noget, er, hvis du præsenterer mig ordentligt i Berlingske, og folk kan se, at der sidder en trans, der tager hensyn og har tænkt over tingene og gjort sig umage.«
Liv Christensen har vidst »det med kønnet« som hun siger, siden han/hun var fem år og blev betaget af kusinens smukke kjole. Han vidste instinktivt, at der var noget, der ikke var som det skulle være. Noget han ikke skulle tale om. Så trangen til at gå i dametøj udlevede han, når der ikke var nogen hjemme.
»Der lå et Ude og Hjemme på et møntvaskeri i Dronninglund, hvor jeg voksede op. I det var der en artikel om en mand og en kvinde i England, der havde byttet køn og fået børn. Det passede perfekt til, at jeg lige kunne suse ind og kikke i det blad, når jeg gik hjem fra skole og så suse videre. Jeg sled det næsten op. Jeg turde jo ikke stjæle det, for tænk hvis det blev opdaget.«
Henrik Christensen flyttede hjemme fra Dronninglund som 15-årig. Tog til Skotland og passede udviklingshæmmede og blev soldat som 17-årig og kom hurtigt på sergentskole. Han valgte frømandskorpset på grund af faglige udfordringer, faderen var gammel militærmand, og for at »prøve sig selv af«. Seks år som frømand blev det til med udstationering i Jugoslavien og senere uddannelse som lærer og pædagog. Hele tiden var der noget, der skurrede, for tabuet måtte for alt i verden ikke komme ud.
»Jeg kan sammenligne det med, at der hele tiden var en radio, der stod og spillede i baggrunden og forstyrrede. Når jeg så tog dametøj på, blev der helt stille. Jeg kunne nogenlunde selv afgøre, hvor højt radioen skulle spille. F.eks. var arbejde godt til at holde styr på det. At være på opgaver eller mission virkede også rigtig rigtig fint. Så er der helt ro på, når man koncentrerer sig, og reptilhjernen bare kører.«
Liv Christensens liv inden skilsmissen var en balancegang som mange med tabubelagte lyster og behov.
»Mens jeg var gift, var det her pakket væk.«
Med store hænder peger han ned ad sin kjole.
»Jeg dyrkede det ikke, og jeg havde den forståelse af verden, at hvis det kom ud, så ville hele lortet vælte. Så det var altafgørende for mig, at det ikke kom ud. Jeg ville have benægtet det til min død.«
Ægteskabet holdt ikke. Konen forlod ham. Hans verden faldt i grus.
»Jeg var bange for at miste mine børn, og jeg blev nødt til at sælge mit firma, for at få det til at løbe rundt økonomisk. Hele mit liv smuldrede stort set fra den ene dag til den anden. Da hun så rejser, kan jeg ikke holde styr på det mere. Dagen efter er jeg tilmed ude og købe noget pigetøj. Det var enormt ambivalent. På den ene side den store sorg over at blive skilt. På den anden side en enorm befrielse over endelig at få lov til at gøre, hvad jeg havde lyst til. En anden ting, der afgjorde mit valg om at være åben om det her efter skilsmissen. var: Ønsker jeg at lære mine børn at stå ved sig selv? Hvad nu hvis en af mine børn har det sådan her også. Hvad nu hvis jeg har en datter, der er lesbisk? Ønsker jeg, at mine børn skal gå rundt med det åg, jeg har slæbt rundt på hele livet? Eller ønsker jeg at lære dem, at stå ved sig selv og være stolte af det? Og, ja, det skal jeg. Så skal jeg jo ikke selv være en hykler. Så er der kun én vej frem.«
I dag kører den støjende radio ikke længere i baggrunden for Henrik. Børnene har accepteret deres far med, hvad deraf følger.
»Da min datter skulle på diskotek og skulle have make up på for første gang, ringer hun og siger: Jeg kommer lige op til dig og gør det, for du er bedre til det end mor.«
Ville dit liv ikke give mening, hvis du ikke havde valgt at springe ud?
»Nej. Jeg er bedre i balance nu, end jeg har været nogensinde, og det sætter mig i stand til bedre at træffe de valg, der skal træffes. Det kan jeg ikke gøre uden at være åben over for andre muligheder, end dem, jeg umiddelbart kan få øje på.«
Liv Christensen er blandt de, der mener, at vores vaner og holdninger, selv vores identitet, er en del af en social konstruktion.
»Og du kan med dit valg udfordre den konstruktion. Men hvis du ikke gør det på den rigtige måde, så bliver det ikke en god oplevelse for dig. Specielt ikke, når du udfordrer noget så tungt som kønnet, hvor 98 pct. af jer har en fuldstændig låst opfattelse af, hvad det vil sige.«
»Springe ud af skabet« er et dårligt udtryk, mener Liv Christensen.
»Du har selv ansvaret for at sige det på den rigtige måde. »Springe ud af skabet« er et forkert udtryk, for folk bliver bange, når skabsdøren pludselig springer op. Jeg har åbnet døren lige så stille, så folk har kunnet se ind lidt efter lidt. For, ja, jeg tror, vi skal skabe vores liv selv. Hvis vi ser bort fra at kunne gå på vandet og flyve uden vinger, så kan man ret meget selv. Jeg har prøvet at gå på vandet. Jeg har jo været i frømandskorpset, og der sætter de en til alt mulig lort.«
Vi griner, og han får et tonefald og glimt i øjet, der er lige så maskulint som hans påklædning er feminin.
Kan du bruge din frømandsfortid, når du er Liv?
Han ser på en, som om spørgsmålet ikke giver mening.
»Jamen, der er kun mig. Jeg kan ikke sige, hvor kvinden starter, og hvor manden ender. Hvis nogen i aften over middagen siger noget om at sejle i hurtige både, så begynder jeg at fortælle soldaterhistorier. Der er kun mig. Jeg er stolt af at være frømand. Den her frømandsting, hvor man virkelig lærer at bide tænderne sammen og tage mod de tæv, de synes, man skal have, og at jeg har en uddannelse, med forståelse for de bløde ting og følelser, det er en meget god kombination. Og så er der den fordel, at ingen kan komme og sige, at jeg ikke er en rigtig mand. Der er aldrig nogen, der har sagt noget grimt til mig eller om mig, fordi jeg er trans.«
Du ville som frømandssoldat også kunne smadre hvem som helst, der gjorde det?
»Ja, men så skulle jeg lige ud af de her sko først.«
