Halvdelen af danskerne mener, at privatskoler med problembørn skal have flere penge end skoler uden. Undervisningsministeren er positiv.

Privatskolernes tilskud skal afhænge af, om de kun har danske middelklassebørn i klasselokalerne, eller om der også sidder børn fra indvandrerhjem eller socialt belastede hjem i klasseværelserne. Det mener halvdelen af danskerne, der har svaret i en undersøgelse, som Gallup har foretaget for Berlingske Tidende og TV2 Lorry.

I København er hele 58 procent indstillet på, at privatskolernes tilskud skal afhænge af deres elevsammensætning, mens 32 procent er imod.

Københavns Kommune har bedt undervisningsminister Bertel Haarder (V) om lov til at give en kontant belønning til de privatskoler, der tager et socialt ansvar, og samtidig skære i det offentlige tilskud til de skoler, der ikke gør.

Det blev afvist af Bertel Haarder, men han er positiv overfor et forslag om, at de skoler, der tager et socialt ansvar får flere penge, mens de, der ikke gør det, får det samme som i dag.

- De frie skoler har tilbudt at tage deres ansvar, hvis der følger penge med. Jeg forstår godt, at de gerne vil have penge med, hvis de skal have det samme elevklientel, som de offentlige skoler, siger Bertel Haarder til Berlingske Tidende.

/ritzau/