Det danske sommervejr er ret omskifteligt for tiden. Weekenden bød på temperaturer på over 30 grader, men nu venter en helt anden vejrtype forude, der mest af alt minder om efterår.

»Skidt, kedeligt, øv-vejr,« lyder overskriften fra vagthavende meteorolog ved DMI Anja Bodholt.

Onsdagen lægger fra land med lidt sol, men også skyer og byger og temperaturer mellem 15 og 20 grader.

Men onsdag aften og natten til torsdag blæser det op, især i den sydlige del af landet og langs Vestkysten.

»Jeg forventer, at vi kan få op til en hård kuling fra vest og nordvest. Og sidst på nattetimerne og tidlig torsdag morgen kan vi endda få vindstød af stormstyrke. Igen vil det være kraftigst langs Vestkysten og i Østersø-egnene,« siger Anja Bodholt.

Det er ret usædvanligt med så stærk blæst på denne årstid, men det skyldes ifølge meteorologen et hidsigt lavtryk, der bevæger sig fra Skotland og mod den sydlige del af Skandinavien.

Vinden lægger sig lidt i løbet af torsdagen, og om aftenen ventes det at stilne helt af. Fredag kan godt byde på lidt sol og 15-20 grader, og lørdag bliver det endnu bedre.

»Lørdag kommer der en varmefront indover, som kan give ganske pænt vejr med temperaturer over 20 grader, især i de sydlige egne,« siger Anja Bodholt.

Men stabilt sommervejr er der ikke tale om. Søndag er vi tilbage med en frisk vestenvind og temperaturer, der næppe bevæger sig op over 15-20 grader.