For 16 måneder siden informerede en freelancefotograf Nets om, at han i sit arbejde for Se og Hør havde fået kendskab til ulovlige kreditkortoplysninger.

Nets modtog for 16 måneder siden et konkret tip om, at journalister og fotografer fra ugebladet Se og Hør via ulovlige kreditkortoplysninger havde overvåget, fulgt og i skjul fotograferet tre kendte personer på private rejser. Det skriver BT.

Kreditkortoplysningerne gjorde det muligt for en fotograf og en journalist at rejse rundt i de kendtes fodspor, overvåge og fotografere dem. Det siger Michael Medgyesi, der er freelancefotograf, og som fra 2006 til 2011 arbejdede for Se og Hør - blandt andet med at fotografere kendte og kongelige. Det var ham, der tippede Nets om misbruget i januar 2013.

»Jeg står nu frem og fortæller denne historie, ikke for at genere gamle kolleger på Se og Hør, men for at alle forstår, hvor groft uforsvarligt Nets har handlet,« siger Michael Medgyesi til BT.

Han ringede i januar 2013 til Nets for at fortælle, at Se og Hør havde adgang til en »kreditkort-kilde«, og at han selv i tre tilfælde havde været en del af et reporterhold fra ugebladet, der på baggrund af de ulovligt indsamlede oplysninger havde fulgt kendte på private ferierejser og sporet dem til bestemte hoteller.

larsjoachimline

En gennemgang af Michael Medgyesis mailkorrespondance med Nets viser, at han fra januar til marts 2013 orienterede Nets om de transaktioner, der var lækket til ugebladet.

Allerede i den første henvendelse til Nets’ kommunikationsdirektør, Søren Winge, der fandt sted telefonisk 18. januar 2013, afgav Michael Medgyesi detaljerede oplysninger, siger han:

»Jeg ringede til Nets og beskrev i relativt udpenslede detaljer, hvad der foregik: At jeg havde kendskab til tre ture, hvor vi vidste, hvor tre kendte personer opholdt sig, fordi de havde brugt deres Mastercard - og vi umiddelbart bagefter fik de oplysninger tilsendt«.

Han blev samme dag skriftligt af Nets bedt om »så mange detaljer som muligt« om de tre episoder, der fandt sted i 2008 og 2009.

»Jeg tog hjem og gik mine regninger og billeder igennem for at se, hvornår de her ture fandt sted,« siger Michael Medgyesi.

Af en mail sendt fra Michael Medgyesi til kommunikationschef Søren Winge i Nets 23. januar 2013 fremgår, at Se og Hør via kilden fik besked om Stein Baggers daværende kone Anette Uttenthals forbrug af »et specifikt beløb på Hotel Port Palace i Monaco« i dagene 27. til 30. december 2008. Og det fremgår, at der gik en time, fra hun havde brugt sit kreditkort på hotellet, til Se og Hørs folk i landet fik besked om, hvilket hotel hun opholdt sig på.

Året efter, mellem 13. og 17. juni 2009, modtog Se og Hørs reporterhold på Malta oplysninger om, at Anni Fønsby havde brugt sit kreditkort på Hotel Hilton i Saint Julians på Malta, og på samme vis fik Se og Hør besked om, hvilket hotel Janni Spies boede på, da hun 11. september 2009 opholdt sig i Schweiz.

larsjoachimline

7. marts 2013 rykkede Michael Medgyesi sin kontakt i Nets for et svar, og dagen efter modtog han en mail om, at Nets ville tage de nødvendige skridt og eventuelt inddrage politiet, hvis der blev fundet uregelmæssigheder i gennemgangen af, hvem der kunne være kilden til disse oplysninger. Det skete ikke.

BT forsøgte uden held tirsdag at få en kommentar fra kommunikationschef Søren Winge, men han var bortrejst. Det var heller ikke muligt for BT at få en kommentar fra landechef for Nets i Danmark, Susanne Brønnum, tirsdag.