Forsvarsminister Nick Hækkerup er naturligvis berørt over nyheden om at en dansk jægersoldat er blevet dræbt i Afghanistan.

- Min dybeste medfølelse går til den dræbte soldats familie og pårørende, som i dag har lidt det største tab. Jeg tænker også på vores soldater, der på trods af tabet af en kollega og ven fortsætter deres mission i Helmand.

Det er første gang siden 4. september 2011, at en dansk soldat mister livet i Afghanistan, og det samlede tabstal er nu oppe på 43.

Soldaten blev ramt af en eksplosion fra en sprængladning i nærheden af byen Gereshk, da han var på patrulje sammen med afghanske sikkerhedsstyrker. Og han var på et vigtigt arbejde, understreger forsvarsministeren,

- Vores soldater har en vanskelig men vigtig opgave at løse i Afghanistan. Jeg har meget stor respekt for den uselviske indsats, de yder for Afghanistan, og ikke mindst for vores eget land.

Soldatens nærmeste pårørende er underrettet.