Advokat Peter Hjørne er død, 74 år gammel. Han sov stille ind torsdag. Det oplyser familien i en dødsannonce i Politiken.

Forsvarsadvokaten var kendt for at tage klienter, som mange andre advokater ville foretrække at gå i en stor bue udenom.

Blandt hans klienter var rockere fra både Bandidos og Hells Angels, den tidligere nazileder Jonni Hansen, faren i Tøndersagen, den firedobbelte drabsmand Peter Lundin og den svenske storgangster Clark Olofsson.

Listen over klienter er lang. Peter Hjørne mente det alvorligt, når han sagde, at alle har ret til en fair retssag.

Peter Hjørne med Jørn Jønke Nielsen
Peter Hjørne med Jørn Jønke Nielsen Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

Det er en holdning, som gav advokaten med de farvestrålende slips tilnavnet "Djævlens advokat".

Selv om Peter Hjørne i slutningen af sit liv var en kendt og kontroversiel forsvarsadvokat, var det tilsyneladende ikke strafferetten, der i tidernes morgen fik ham til at vælge juraen.

Han blev uddannet fra Aarhus Universitet i 1970, og tre år senere blev han advokat. Men der skulle gå yderligere 15 år, før han i 1988 kastede sig over straffesager.

Peter Hjørnes valg af klienter og ikke mindst hans kritik af manglerne i retssystemet og af anklagere og politifolk gav ham mange fjender i systemet.

Det var fjender, der ifølge Peter Hjørne ikke selv gik af vejen for at udsætte ham og hans klienter for chikane.

Flere sager viste, at det ikke var ren paranoia.

- Hver gang du nævner Peter Hjørnes navn, får du en sigtelse yderligere, var for eksempel en betjents besked til en sigtet, der ville have ham som forsvarer.

Men det kuede ikke advokaten, der stædigt holdt fast i, at alle har ret til en fair rettergang.