Balletmester Nikolaj Hübbe nyder i dagens B.T. godt af opbakning fra Asger Aamund og Don Ø, der mener, at man godt kan lede en stor virksomhed, mens man tager kokain. Samme opbakning får han ikke af Ulrik Gether, der forsker i kokain og dens påvirkning af hjernen.

- En lille én til næsen i weekenden og ved selskabelige lejligheder skader ikke. Du kan sagtens lede en stor virksomhed samtidig med, at du tager kokain. Det er det samme med alkohol, siger Asger Aamund, der blandt andet er bestyrelsesformand i medicinalfirmaet Bavarian Nordic, i dagens B.T. i forbindelse med balletmester Nikolaj Hübbes indrømmede kokainmisbrug.

Det er Ulrik Gether dog ikke enig i. Han er professor på institut for Neurovidenskab og Farmakologi, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, hvor et af hans forskningsområder netop er kokain og stoffets indvirkning på hjernen.

- Min ærlige mening er ’nej’. Man kan ikke fungere med et stofmisbrug, for der kan blive problemer med ens dømmekraft. Når man er på kokain, får man en fantastisk selvtillid og styrke i forhold til de opgaver, man har. Men det efterfølges næsten altid af en eller anden ’rebound-effekt’, hvor man får det relativt dårligt bagefter, siger Ulrik Gether.

Don Ø: Ikke et problem

Jyllands-Posten afslørede forleden et brev, hvori Nikolaj Hübbe, balletchefen for Det Kongelige Teater, indrømmer sit stofmisbrug - men misbruget er ikke noget, der skræmmer andre chefer. For udover Asger Aamund mener den tidligere boss for FCK og Parken, Flemming Østergaard, heller ikke, at det nødvendigvis er et problem.

- Du ville blive ganske overrasket, hvis du vidste, hvor mange danske erhvervsledere, der bruger medicin, alkohol og andet, og samtidig fungerer fint til daglig. Du kan godt lede en virksomhed på den måde, siger Don Ø.

Ulrik Gether mener dog ikke, at man kan forene et misbrug med en optimal arbejdsførelse.

- Der er ingen tvivl om, at et kokainmisbrug vil påvirke ens humør og påvirke ens performance i den ene eller anden retning. Det er næsten uundgåeligt, siger Ulrik Gether, der dog også siger, at der er forskel på, hvordan man håndterer et kokainmisbrug.

- Der er selvfølgelig forskellige grader af kokainmisbrug. Der er nogen, der kan styre det, men er man i et voldsomt misbrug, så er det helt uforeneligt med optimal arbejdsførelse. Men det er svært at sige, hvor grænsen er mellem et reelt misbrug og et rekreationsbrug, hvor man måske kan håndtere det, er, forklarer Ulrik Gether.

Nedturen følger altid efter

Når man begynder at indtage kokain, vil man i løbet af få minutter opleve en rus, som giver en oplevelse af lykkefølelse og eufori. Den rus varer kun få minutter.

Efter rusen bliver man ’høj’, hvor man oplever, at man har øget selvtillid og energi. Man er mere opmærksom og opløftet, mens man samtidig bliver udadvendt, kreativ og er hurtigere til at få nye ideer. Man er ’høj’ i cirka 30-60 minutter, før man oplever en nedtur.

Nedturen, som kommer, når virkningen af kokainen forsvinder, gør, at man bliver irritabel, nedtrykt, rastløs og plaget af søvnløshed. Derfor kan man i mange tilfælde blive fristet til at tage mere af kokainen for at undgå at falde ned igen.

- Der er kun ulemper ved sådan et misbrug. Et kokainindtag kan under ingen omstændigheder anbefales, siger Ulrik Gether.