Forskere kan ikke gøre rede for fire ulves skæbne. Danmarks Jægerforbund afviser kendskab til ulovlig jagt.

Aarhus. Mindst otte ulve er indvandret til Danmark siden 2012. Tre af dem er nulevende, mens en er død.

Men der er fire ulve, som forskerne ikke kan gøre rede for.

Det kan ikke udelukkes, at de er døde som følge af ulovlig jagt, siger seniorforsker Peter Sunde, Aarhus Universitet, der står bag en ny rapport om ulvens tilbagevenden til den danske natur.

- I forhold til det vi havde forventet af en bestand, der ikke er jagtbar, så er forsvindingsraten forbavsende høj.

- Når folk spørger, om der kan være tale om ulovlig jagt, så må vi sige: Ja, det er selvfølgelig en mulighed, fordi det forekommer andre steder, siger Peter Sunde.

I eksempelvis Norge, Sverige og Finland vurderes flere ulve at have være nedlagt som følge af ulovlig jagt.

Den første ulv på dansk jord i 200 år blev i 2012 fundet død i Thy.

Sidste år kom det frem, at en han- og en hunulv havde dannet par og avlet ulvehvalpe i Vestjylland.

Det vurderes, at mindst seks af de otte ulvehvalpe fortsat er i live.

Forskerne kan ikke udelukke, at de fire ulve, hvis skæbne er ukendt, kan være døde af naturlige årsager i Danmark og bare ikke er fundet endnu.

Det kan heller ikke udelukkes, at de er taget tilbage til Tyskland. Men hvis det var tilfældet, ville man nok have fundet dna-spor fra dem der, siger Peter Sunde.

- Ud fra udelukkelsesmetoden siger vi: Hvis de havde været her, burde vi have set dem. Hvis de var taget til Tyskland, burde de have været set der.

- Så er der én mulighed tilbage: De er døde i Danmark uden at være blevet fundet. Hvad det så skyldes, kan enhver gisne om, siger Peter Sunde.

Hos Danmarks Jægerforbund har man ikke kendskab til, at ulve er blevet nedlagt ulovligt.

- Hvis nogle borgere har skudt fredede ulve, så er det en sag for politiet. Danmarks Jægerforbund tager naturligvis afstand fra enhver overtrædelse af jagtloven, hedder det i en skriftlig kommentar fra forbundet.

I den nye rapport fra Aarhus Universitet vurderes det, at ulve vil finde sammen og danne ulvefamilier i fem-ti områder af Danmark.

Det er områder, der minder om det område mellem Holstebro, Herning og Ringkøbing, hvor et ulvepar har slået sig ned.

Ulven er fredet i kraft af et EU-direktiv. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) ser dog behov for bedre muligheder for at regulere ulven.

Det vil han arbejde for på EU-plan, har han bebudet.

/ritzau/