Hvad vil du være, når du bliver stor? Det er nok et spørgsmål, de fleste har overvejet, siden de var helt små.

Men ifølge den anerkendte australske fremtidsforsker Stefan Hajkowicz er der ikke plads til at drømme i fremtiden. Han mener nemlig, at mange af de jobs, vi kender i dag, slet ikke vil være her mere i 2028.

De første førerløse biler er allerede på gaden, og i fremtiden vil vi se meget mere af det, mener Stefan Hajkowicz. Derfor kan det blive taxachaufførens endeligt. Også bude og manden, der leverer din pizza, må se sig om efter et nyt job i 2028.

Men det er ikke kun de mere fysiske jobs, der bliver overflødige. Også børsmæglere og analytikere er i fare.

»Mennesker er mere fejlbarlige end algoritmer, og for børsmæglere og analytikere består en stor del af deres arbejde af algoritmer,« siger Stefan Hajkowicz til news.com.au.

Skal et job overleve den digitale tidsalder, skal det indeholde en høj grad af personlig interaktion. En salgsassistent i en tøjbutik kan sagtens overleve, hvis vedkommende giver gode råd og vejledning - til gengæld kan en robot snildt overtage jobbet fra ham, der sælger billetter i biografen.

Er der en grad af kompleksitet eller kreativitet i en jobbeskrivelse, får den også lov at blive, mener fremtidsforskeren.

»Hvis et job ikke bare er rutine, er der mindre risiko for, at det bliver automatiseret. Personen der installerer hårde hvidevarer skal manøvre udenom et stykke træ, der stikker ud i køkkenet samt konversere med dem, der er hjemme. Det kan en robot ikke,« siger Stefan Hajkowicz.

Arbejder du i butik, skal du dog ikke søge ind på en ny uddannelse lige med det samme. Forskeren har nemlig tidligere taget fejl, da han regnede med, at forsikringsmæglere og medarbejdere i rejseselskaber ville være forsvundet nu.

»Men der er et element af noget, der ikke er rutine, og det er ret komplekst,« erkender han.