Ud af det blå krævede forsikrings- og pensionsselskabet PFA, at Inge Rode skulle betale to års invalidepension tilbage. Selskabet fandt oplysninger og billeder på nettet, som viste, at hun havde fået nye interesser. Lægeforeningen kalder det lemfældigt.
Mogens læste brevet fra PFA op for Inge over telefonen. Selskabet skrev, at de ville stoppe Inges månedlige udbetalinger – hendes livsgrundlag gennem ti år. Og der var mere. De bad hende også betale mere end en halv million kroner tilbage, svarende til næsten to års sikring. Det skriver business.dk.
Selskabet havde fundet nogle billeder af Inge på onlinebilledalbummet Picasa og på hendes blog, hvor hun arbejdede med glas. Blandt andet ud fra dem konkluderede selskabet nu, at Inge i to år måtte have snydt selskabet for penge.
Inge Rode sad med telefonrøret i hånden og prøvede at forstå, hvad det var, PFA skrev. Hun kan bedst beskrive det, som om hun faldt ned i et dybt sort hul.
»Hvorfor lod de mig ikke forsvare mig, før de krævede pengene tilbage? Hvordan skulle jeg overbevise dem om, at jeg ikke løj? Og hvordan i alverden skulle jeg nogensinde samle en halv million sammen?,« tænkte hun.
Mogens og datteren Anja skyndte sig at køre af sted for at hente Inge. Efter den utvetydige melding fra PFA frygtede de, at Inge kunne finde på at tage sig eget liv. Turen gik direkte til psykiatrisk skadestue.
»Vi blev virkelig bange,« siger datteren Anja i dag.
Sagen om Inge er en af flere opsigtsvækkende sager om forsikringsselskabers efterforskningsmetoder af personskadesager, som Berlingske har beskrevet den senere tid. I behandlingen af nogle sager ser selskaberne tilsyneladende bort fra grundlæggende principper om ret og rimelighed, som kræves andre steder i samfundet.
Et eksempel er historien om Andreas H., som fik stoppet sin betaling hos PFA, fordi selskabet havde fundet billeder af Andreas på Facebook: »Vi bemærker, at du fremstår veltrænet, og at du smiler. Vi bemærker, at du indgår i sociale aktiviteter,« skrev PFA blandt andet i afgørelsen. PFA erklærede ham med andre ord rask, selv om hans læger sagde det modsatte. Berlingske har også beskrevet, hvordan forsikringsselskaber tre gange siden 2010 har brugt GPS-sporing til at overvåge kunder.
Det handler også om princippet om at høre den anklagede part. Det er et krav for eksempel for offentlige myndigheder. Og det burde det efter Inges mening også være for forsikringsselskaber.
»Selvfølgelig er der nogen, der fusker. Dem skal forsikringsselskaberne fange. Men de skal ikke vælte os, der ikke fusker. De skal passe på os. Og de skal som minimum høre os,« siger hun.
Berlingske har fået adgang til alle dokumenter i Inges sag. Hendes problemer begyndte for alvor i september 2002, da hun var IT-konsulent hos selskabet Oracle. Hun blev sygemeldt, fordi hun havde brændende smerter i arme, skuldre, ryg og ben. Det viste sig, at hun havde to diskusprolapser. PFA udbetalte invalidepension fra 2002. I juni 2004 skrev selskabet, at de anså Inges arbejdsevne for at være nedsat med mindst halvdelen, så udbetalingerne ikke længere ville være midlertidige.
I Hässleholm i Sydsverige fandt Inge og Mogens et handicapvenligt hus med borde og skabe, der kunne hæves og sænkes, for at forsøge at holde Inges migræne, svimmelhed og smerter væk.
Her prøvede Inge at gå til forskellige kurser med kreative håndværk. Hun blev glad for at eksperimentere med koldglas. Helt tynde fade og skåle med mønstre af isbjørne, fugle og træer for eksempel.
»Da jeg kom på førtidspension, græd jeg tre måneder i træk. Jeg mistede meget af min identitet med jobbet. Med glasset følte jeg, at jeg fik en lille smule et nyt liv. Anerkendelsen, vi alle sammen søger. At der er noget, vi er gode til.«
Inge blev frivillig i en kunstforening og med hjælp fra familien kunne hun med tiden udstille nogle af sine ting lokalt nogle gange i Skåne og Danmark. I nogle perioder arbejdede hun fire-fem timer om ugen med glasset, andre perioder kunne hun kun klare fire-fem timer om måneden, siger hun.
PFA havde blandt andet ud fra Inges blog og billeder i Picasa fået opfattelsen, at Inge var blevet professionel glaskunstner, fremgik det af brevet, der kom ud af det blå 5. juli 2012.
»Da du har fået udbetaling fra os, efter den skulle være stoppet, skal du betale de for meget udbetalte tilbage til os. Du vil snarest få et brev fra os, hvor du kan læse om, hvor meget du skal betale tilbage,« stod der.
En uge efter kom opgørelsen med brev fra PFA: Inge skulle betale 539.365 kroner tilbage.
Hun prøvede i en klage at fortælle PFA, at de ikke måtte misforstå de oplysninger, de kunne finde om hende på nettet.
»Det er blevet et glansbillede med få sprækker. Det er yderst begrænset, at jeg har nævnt alle mine nederlag … Ikke et ord om dagene under dynen, aftener og nætter, hvor jeg græder af smerte … Det, synes jeg, er min private sag,« skrev Inge blandt andet.
PFA svarede ved at sende Inge til en speciallæge på Rigshospitalet i august 2012. Lægen mente ikke, at Inges produktion af koldglas kunne bevise, at hun var rask.
»Vurderet ud fra omfanget af forsikringstagers aktivitet med hensyn til kunst og fritidsaktiviteter, synes disse ikke uforenelige med symptomerne.«
Han konkluderede i stedet, at der var tale om »et ti år varende symptombillede med subjektive smerter. Prognosen ved disse tilstande er, erfaringsmæssigt, således, at de må vurderes som varige.«
Men PFA fastholdt, at Inge ikke havde ret til invalidepension længere, skrev de i februar 2013. De henviste blandt andet til en erklæring fra Inges naprapat i Skåne, der ifølge PFA skulle have kaldt Inges tilstand »forbedret«. En naprapat er beslægtet med kiropraktor og er ifølge svenske myndigheder ligestillet med det.
Nærlæser man naprapatens erklæring, gælder forbedringen dog kun et enkelt område: Rørlighed. Derimod skriver han, at en øget fysisk og psykisk belastning kan føre til »forværringer, som varer ved i op til et par uger«, og at han er »meget tvivlende over for, at patienten igen kommer til at udføre et arbejde...«
Inges oplysninger om, hvor meget hun arbejde med glasset, troede PFA ikke på.
»Såfremt forsikrede ikke arbejder væsentlig mere, virker det omsonst at have en hjemmeside, hvor der står, at man kan bestille glaskunst, og forsikrede har fået udarbejdet en brochure,« skrev PFA.
Havde de spurgt hende, ville hun have fortalt, at hun havde en svoger, der var bladtrykker, og en niece, der var grafisk designer. Det gav hende mulighed for at prøve nogle værktøjer, andre måske ikke lige har adgang til, siger hun i dag.
På trods af fastholdelsen af at stoppe udbetalingerne, skrev PFA nu som noget af det sidste i brevet, at de havde valgt at annullere kravet om tilbagebetaling af de 539.365 kroner. Uden argumenter om hvorfor.
Det fik Inge til at føle, at deres beslutninger var helt tilfældige.
»De tager enkelte sætninger ud af lægejournaler eller min blog. Det kan være ting, hvor man umiddelbart tænker, det har de da ret i. Men det er trukket ud af en sammenhæng, og så forvrænger de billedet,« siger hun.
Hun klagede til Ankenævnet for Forsikring, hvor hun senere vandt. I oktober 2013 konstaterede nævnet, at Inges generelle erhvervsevne »må anses for nedsat med mindst halvdelen«.
Og Inges sag bør give anledning til selvransagelse hos selskaberne generelt, mener advokat Karsten Høj, der er partner hosElmer & Partnereog formand for Foreningen for Erstatnings- og Forsikringsret.
»Hvis selskabet har fotos eller oplysninger om folks almindelige aktiviteter som at tage på ferie, lave keramik eller have en anden hobby, så er det jo bare et øjebliksbillede, der giver et indtryk af noget, men det er jo ikke baseret på egentlig viden. Men selskaberne ophøjer det til noget, der skal være bevis for, at kunden ikke er syg nok til at få sin forsikringsydelse, og det mener jeg grundlæggende er en helt forkert tilgang til tingene,« siger han.
Også Lægeforeningen kalder PFAs behandling af Inges sag for lemfældig.
Som minimum burde selskabet have givet Inge muligheden for at forklare sig, påpeger formanden for Lægeforeningens Attestudvalg, Tue Flindt Müller, der selv er praktiserende læge.
»Hvis man får mistanke om, at der er en kunde, der snyder, må man bede om at få en faglig vurdering af det. Det er respektløst over for patienten at støtte sig på få, løsrevne oplysninger. Det er mennesker, der i forvejen har det svært. At krænke sådan nogle mennesker yderligere, det er uetisk,« siger han.
Selv om Inge i dag har nævnets ord for, at PFA ikke havde ret til at stoppe udbetalingerne, er hun stadig bange for at blive overvåget. Men hun vil prøve at tillade sig at smile, når hun kører på sin trehjulede el-cykel, hvis hun har en god dag.
»Jeg har længe været bange for at se for glad ud. Hvad hvis PFA skyggede mig og konstaterede, at jeg nok slet ikke havde ondt? Det føles, som om jeg bærer en fodlænke. At jeg ikke må være noget eller nogen. Det er urimeligt,« siger Inge.
PFA udtaler sig af princip ikke om enkeltsager, men juridisk direktør Dorthe Bund-gaard skriver i en mail:
»Vi træffer over 40.000 afgørelser hvert år. Det er meget få af vores kunder, der er utilfredse og klager til Ankenævnet, og Ankenævnet er enig i langt de fleste af vores afgørelser. Taber vi en sag, kigger vi altid på, om der er noget vi skulle have gjort anderledes.«
I kategorien Arbejdsgiverbetalte pensioner havde PFA Pension i 2014 31 klagesager i Ankenævnet. Heraf fik kunden helt eller delvis medhold i ti sager.
