Det skulle have været en hyggelig dag med æbleskiver, gløgg og andet julehygge. Men i stedet endte turen til Gram Slots julemarked i weekenden brat for Daniel Christensen, hans veninde og venindens 6-årige søn. De forlod nemlig et ellers hyggeligt og børnevenligt show med tv-nissen Pyrus, alias Jan Linnebjerg, i vrede.

Siden den første julekalender om nissen Pyrus løb over skærmen på TV2 i 1994, har den sang- og risengrødsglade nisse begejstret massevis af børn med sin ligefremme facon og sine rappe replikker. Således også i det juleshow, som skuespilleren under nissehuen, Jan Linnebjerg, har rejst rundt med i årevis op til jul.

Men hvor rap i replikken kan Pyrus egentlig tillade sig at være? Dét spørgsmål stiller Daniel Christensen, efter han i weekenden overværede det traditionsrige juleshow med sin veninde og dennes 6-årige søn.

På et tidspunkt i showet siger Pyrus nemlig noget i stil med:

- Hvis man kommer til at spise for meget risengrød i julen, gør det ikke store. Man kan bare stikke en finger i halsen, så kommer det op.

Dén sætning fik Daniel Christensen og hans veninde, der begge selv har kæmpet med spiseforstyrrelse, til straks at forlade showet.

- Det kom meget bag på mig, at han sagde sådan. Min veninde og jeg så straks på hinanden og sagde 'hørte du også det?', og der var vist flere forældre, der gjorde det samme. Vi blev påvirkede af det og tog hendes søn med ud derfra med det samme. Vi havde ikke lyst til at være en del af det show. Det var ret upassende, siger Daniel Christensen til bt.dk.

Med den førstehånds erfaring Daniel Christensen har med spiseforstyrrelser, frygter han, at børn, der overværer showet med Pyrus, fremover vil tænke, at hvis Pyrus siger, man bare kan stikke en finger i halsen, så vil børnene gøre det.

Sådan en tolkning er dog at tillægge Pyrus for meget magt, mener skuespiller Jan Linnebjerg. Han beklager mange gange over for Daniel Christensen og andre, der må have følt sig stødt over den konkrete udtalelse. Men han afviser, at han opfordrer børn til at få spiseforstyrrelser ved at sige, at man kan stikke en finger i halsen.

- Det er rigtigt, at jeg siger noget i den retning. Det udspringer af, at mange forældre siger til deres børn, at de ikke må spise mere, for så får de ondt i maven og kaster op. Og så siger jeg bare til børnene, at hvis de kaster op, kommer maden op igen, og så har det ingen skade gjort. Bliver det i maven, er det godt for dig, forklarer Jan Linnebjerg og fortsætter:

- Det er sagt i voldsomme citationstegn, og jeg tror godt, at børnene kan gennemskue, at det er sagt i spøg og ikke ment som en opfordring.

Samme holdning har leder af Center for Spiseforstyrrelser i Region Midtjylland, overlæge Kristian Rokkedal. Han siger, at han ikke selv har oplevet Pyrus’ juleshow og derfor ikke har hørt, hvordan sætningen konkret kom ud, men tvivler alligevel på, at Pyrus kan påvirke børn til at forsøge sig med en finger i halsen.

- Jeg forestiller mig, at den måde, han har sagt det på, er lidt i sjov. Og sådan tror jeg også, små børn vil opfatte det; som noget sjovt og ikke andet. Det er klart, at man over for ældre børn og unge mennesker skal være opmærksom på, hvordan man omtaler krop, vægt og spisning, men lige i dette tilfælde, tror jeg ikke, der er nogen, der vil tænke over det, siger Kristian Rokkedal.

Jan Linnebjerg, der er booket til at optræde som Pyrus i alle weekender frem mod jul, er ked af kritikken og siger, han vil 'have det i hovedet' og gøre sit bedste for ikke at bruge den formulering fremover.

- Men jeg er da også ked af, at den pågældende gæst ikke har bidt mærke i de gode ting. Pyrus siger. Når han snakker om at spise masser af slik, snakker han også om tandbørstning. Når han snakker om at spise masser af god julemad, snakker han også om motion, siger han.

Daniel Christensen fortæller til BT, at hans veninde efter showet tog sig en god snak med sin 6-årige søn om spisevaner.

Andre læser også