Muslimske friskoler vil blive tjekket endnu grundigere næste år, hvor Styrelsen for Undervisning og Kvalitet går over til et såkaldt indikatorbaseret kontrol.

Det oplyser vicedirektør i Styrelsen Susanne Clausen.

»Vi har haft et mere intenst tilsyn siden nytår. Vi havde Roser Skolen i søgelyset sidste år og set i bakspejlet var vi ikke grundige nok dengang. Det er vi nu,« siger hun.

»Med hensyn til generel kontrol vil vi lave et indikatorbaseret tilsyn. Vi vil identificere nogle indikatorer, der alarmerer os, så vi kan trække bestemte skoler ud til tilsyn uden at nogen har klaget. Det kan være antal af dansktimer elle måske boligmæssig baggrund for bestyrelsesmedlemmer el. lign. Vii kan ikke bare gå efter karakterer, fordi nogle karakterer kan være mistænkelige, og vi ser på dem med det andet blik nu,« siger Susanne Clausen.

En ekspert  og flere politikere mener også, der er behov for et mere grundigt tilsyn med de muslimske friskoler.

Brian Arly Jacobsen, lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, siger:

»Det er et strukturelt problem, at der er skoler der selv kan udpege deres tilsynsførende, som der er mulighed for i friskoleloven nu. Man kan måske udpege en, der i virkeligheden ikke er uvildig. De bør udpeges af ministeriet eller kommunen.«

Den konservative udlændingeordfører Naser Khader siger:

»Hvis tilsynet ikke har opfanget problemerne med Roser Skolen, Abu Bashar og hvervning af børn, så fungerer det ikke godt nok. Det kan ikke nytte, at man bare venter på, at nogen ringer ind og melder skolen til tilsynet, som det skete med Nord- Vest Privatskole. Da vi strammede op om tilsynet, var det meningen, at tilsynet skulle tage initiativer, være opsøgende og gå på uanmeldte besøg. Tidligere ringede man jo nærmest og fik en aftale med skolen.«

BT har talt med tre tidligere lærere på muslimske friskoler, som alle forklarer, hvordan de kendte til styrelsens besøg flere dage i forvejen og planlagde, hvordan man kunne sørge for, at skolen virkede så dansk og demokratisk som muligt. Det var dog før stramningen af friskoleloven i foråret 2016.

Kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) siger:

»Vi prøvede jo at stramme lovgivningen i 2016 og tilførte styrelsen flere penge og medarbejdere. Men det virker stadig ikke godt nok. Mange af dem, der skal udføre tilsynet, er pæne danskere fra pæne miljøer, og de kan slet ikke forestille sig al den svindel, der foregår.«

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen siger:

»Tilsynet har sine begrænsninger. Det er et problem, hvis der på skolen hele tiden er en baggrundsmusik af et forkvaklet syn på demokrati, ligestilling og holdningen til jøder. Det er ikke sikkert, tilsynet kan opfange det.«