Berlingskes nye anmelder, Katherine Diez, kom i infight med forfatteren Morten Sabroe på Facebook på grund af hendes anmeldelse af hans roman, »32 centimenter«.

»Morten Sabroes roman er en ny Porsche med en gammel mand ved rattet, der lidt for ofte mister orienteringen,« skrev Berlingskes anmelder Katherine Diez i sin anmeldelse af Sabroes netop udkomne »32 centimeter«. Hun gav bogen beskedne tre stjerner og tilføjede, at det nok snart var på tide, at forfatteren fik »inddraget sit litterære kørekort, for han er faldet i søvn bag rattet og på vej mod kollision.«

Det fik 70-årige Sabroe til tasterne på Facebook med en ironisk kommentar ledsaget af Katherine Diez’ eget Instagrambillede, hvor hun ligger i sengen med »32 centimener« hvilende på sit nøgne bryst. »Hun ved rigtig meget om dansk litteratur, det kan enhver med øjne i hovedet se. Det er en god ide af Berlingske at bruge hende som litteraturanmelder,« skriver Sabroe og tilføjer i parentes: »Nu får hun en omgang gratis PR her, mon hun så ikke bliver købt af Politiken?«

Artiklen fortsætter under opslaget.

Opslaget har skabt voldsomt debat og er blevet delt utallige gange det seneste døgn. Og det var også lige, hvad Sabroe var ude på.

»Jeg lagde den op på Facebook, fordi jeg gerne ville have lidt kog i gryden. Og det kom der – helt vildt,« siger han og uddyber:

»Dels synes jeg, det er en meget speciel måde, hun (Katherine Diez, red.) lancerer sig selv på. Men det, jeg især reagerer på, er den tendens, jeg kan se hos en hel del mediekvinder, til en foragt for mænd, der er blevet over 50 år gamle. Den aldersfascisme, synes jeg, er pishamrende irriterende. Det er ikke i orden.«

Han er helt på det rene med den uskrevne regel, at forfattere normalt ikke brokker sig over anmeldelser.

»Men jeg er ikke sådan en normalstands­forfatter. Jeg overholder ikke andre regler end mine egne,« siger han.

»Jeg vil ikke sige, at andre forfattere er bange, men de kan jo godt regne ud, at det ikke ser godt ud i læsernes øjne at gå ud og brokke sig over en halvdårlig anmeldelse. De er kloge – klogere end jeg. Jeg kan ikke lade være, fordi jeg synes, det er sjovt.«

For Katherine Diez, der netop er begyndt som anmelder på Berlingske, kom Morten Sabroes reaktion ikke som en overraskelse.

»Jeg havde ventet det. Han er kendt for at hænge anmeldere ud, når han er utilfreds. Og når der så kommer en ny, ung kvinde, der selv­iscenesætter sig, som jeg gør, er det totalt oplagt,« siger hun.

Hun understreger, at hendes opslag på Instagram skal ses som en ironisk kommentar til budskabet i Morten Sabroes bog.

»Jeg ved stadig ikke, om han har fanget den ironiske distance. Jeg læser hans opslag som, at han ikke mener, at jeg tager mit anmelderarbejde seriøst. Og det er under al kritik. Men det lægger op til en helt ny og vigtig diskussion af anmelderens rolle, og hvad det er for et syn, denne midaldrende mand har på en ung kvinde. Har hun ikke lov til at se ud, som hun gør, hvis hun også skal være klog? I 2018 er det vel ikke kun for hvide midaldrende mænd at anmelde litteratur,« siger hun.

Katherine Diez afviser, at hun skulle være aldersfacist.

»Men jeg synes, at Morten Sabroe bliver det i sin kommentar tilbage. Det er dér, problematikken ligger,« siger hun.

Anne Middelboe Christensen er anmelder på Information og forfatter til bogen »Brutalitet og begejstring« om anmelderens rolle.

Hun ser en spændende nyudvikling af anmelderiet, hvor stadigt flere anmeldere bruger de sociale medier til at sætte sig selv i scene.

»Tidligere var det kun selve anmeldelsen, der kom på tryk. Nu har vi nogle skribenter, som har mulighed for også at rapportere fra selve deres kunstoplevelse og fra deres skrive­arbejde,« siger hun.

»Det bliver brugt på forskellig måde af de forskellige anmeldere. Katherine Diez sætter det så på spidsen, når hun iscenesætter sig som anmelder med et nøgenbillede af sig selv i sin seng. Så hun starter den ironiske jargon, som Morten Sabroe fører videre, når hun går i direkte dialog med værkets fokus på MeToo-kampagnen og forholdet mellem mand og kvinde. Hun har selv startet lavinen – ikke med sin anmeldelse, men med sit billede på Instagram. Han ironiserer over hendes ironi, men bivirkningen er, at han kommer til at virke kvindenedgørende. Og det er derfor, en del kvindelige kritikere nu er blevet vrede.«

Anne Middelboe Christensen ser det grundlæggende som positivt, at de sociale medier giver mulighed for at nå læserne direkte på en anden måde end via de trykte medier.

»Og fordi antallet af anmeldelser er gået ned, fordi så mange værker fraprioteres, giver de sociale medier en mulighed for at formidle noget om flere værker, ikke bare for bloggere, men også for os gammeldags kritikere,« siger hun, men advarer samtidig om, at en gimmick som den aktuelle fight mellem Morten Sabroe og Katherine Diez på længere sigt kan gå ud over anmelderiets troværdighed.

»Debatten på Facebook skaber mere PR omkring bogen, og den viser, at Morten Sabroe har utroligt godt styr på, hvordan de sociale medier fungerer, og hvordan debatcirklerne skubbes i gang både på nettet og i den skrevne presse. Han udnytter meget bevidst den synergi,­ der er på de sociale medier. Og det giver selvfølgelig bogsalg,« siger hun.

»Det er lige før, det kunne ligne et godt makkerskab. Men som fremgangsmåde holder det nok ikke i længden med sådan en pakkeløsning mellem anmelder og forfatter. Så holder troværdigheden nok ikke i længden. Men som engangsstunt er det godt grebet af dem begge to.«