Hjemmesider gik ned, og forbrugerne blev sure. Velkommen til en sort fredag.

Det er ikke bare fredagen og tilbuddene, der går i sort på super-shoppedagen Black Friday. Allerede inden dagen rigtig var begyndt, gik flere forhandleres hjemmesider ned på grund af for mange besøgende.

Det efterlod mange kunder frustrerede og sure foran skærmene.

Allerede ved midnat tyvstartede mange forretninger nemlig på kæmpe-udsalget. Og det fik købelysne danskere til at skippe en del af nattesøvnen for at gøre et udsalgskup. Med det resultat at flere hjemmesider gik i sort.

»Det var helt vildt. I de første timer var der cirka 220.000 brugere inde på vores side for at finde Black Friday tilbuddene og sammenligne priser. Der er ingen tvivl om, at når Black Friday er overstået, er der sat ny rekord for nethandel på et enkelt døgn,« siger Martin Andersen, direktør for PriceRunner, der er Danmarks største prissammenligningstjeneste.

HVAD ER DIT VILDESTE UDSALGS-KUP? HAR DU STÅET I MONSTER-KØ? SEND OS DIT BILLEDE PÅ SMS 1929 ELLER 1929@BT.DK.

Bilka satte folk i kø fra sent på aftenen, og klokken et natten til fredag var der næsten 40.000 kunder i kø for at komme ind i onlinebutikken klokken seks fredag morgen.

Presset var enormt på de store online butikker, og deres hjemmesider gik ned på stribe, da udsalget gik i gang ved midnat.

»Forbrugerne var vilde og klar til at shoppe. Der var også rigtigt mange danskere, der fandt gode tilbud og fik shoppet. Men vi må konstatere, at rigtigt mange også gik skuffede i seng. De fleste større danske netbutikker gik i sort og kunne ikke følge med,« siger Martin Andersen, direktør for PriceRunner.

Mange af de skuffede kunder luftede deres utilfredshed på butikkernes Facebook-profiler.

Elgiganten, Fona, Bilka og Hi-Fi-Klubben var blandt dem, der havde en hær af sure kunder natten til fredag.

Her et uddrag fra Elgigantens Facebook-profil:

Ole Juul Møller:
»Skide godt Egon. Så har man ventet og ventet, og så har I en fuldkommen latterlig opkobling... Talentløst...«

Celina Berg:
»I burde have lært fra tidligere år, at jeres server skal køre på det aller højeste. Det er tydeligvis ikke tilfældet! Synes, det er skuffende, at I gør så stort et nummer ud af Black Friday, når det ikke er muligt for mange at komme ind på jeres side.«

Stig Danielsen:
»Nåede lige at se et glimt af en xbox one til 1.800kr, og så går jeres side ned igen uden at kunne trykke på noget som helst. DET er FRUSTRENDE. Dårlig service ud over alle grænser!!!!!«

Også Bilka havde utilfredse kunder natten til fredag:

Rene Højgaard Dohn skriver:

»Kender du den med, at man har siddet 6 timer i kø for at finde ud af, at 32000 er kommet foran en?«

Der er også kunder, der påpeger, at de gode tilbud måske slet ikke er så gode endda.

Eva Herbst Overgård:

»Hvor er lige det gode tilbud?? Den kostede under 1000 kr i går (Var ikke angivet som tilbud) Men i dag har I så lige sat den op til en fuldstændig sindssygt pris, og så trukket 30 procent fra. Så nu koster den mere end alle andre steder... Det har man så siddet og ventet LÆNGE på at finde ud af!«

Der er dog også forbrugere, der udtrykker forståelse for, at det kan være svært for butikkerne at følge med.

Nikolas Cowland-Schmidt skriver for eksempel:

»Synes godt nok, det er pinligt, hvordan folk kan gå sådan amok over det her. Ingen af jer har nogen ide om, hvad det vil sige at holde en server oppe, hvis der pludselig er bare 2000+ mennesker, der prøver at komme ind indenfor de samme 10 til 20 sekunder. Så tag lige og slap af og træk vejret. Er sikker på, at Elgiganten prøver alt, hvad de kan. De prøver jo nok ikke at lukke kunderne ude med vilje.«