En dokumentar-udsendelse på TV2 med den berygtede Levakovic-familie skaber skarpe reaktioner hos flere danske politikere.

I udsendelsen, der havde tv-premiere på TV2 torsdag aften, følger man livet hos familien Levakovic. Store dele af familien er dømt for kriminalitet og tre af familiens medlemmer venter på udvisning af Danmark efter endt afsoning.

De fleste af familiens medlemmer lever af offentlige ydelser, og i programmet fremgår det, at familien har modtaget 17 mio kr i offentlig forsørgelse se seneste fire år.

»Den skrækkelige familie Levakovic skaber med deres voldsomme kriminalitet en enorm utryghed i det danske samfund, ligesom de får samtlige arbejdende og skattebetalende danskere til at være dybt til grin,« skriver de Konservatives Brian Mikkelsen på Facebook efter at have set udsendelsen torsdag aften.

Læs også:

Han opfordrer til, at man sætter hårdt ind mod familier som Levakovic – især mod børnene, der ikke er fyldt 14 år. I udsendelsen ser man, hvordan to af familiens børn går hjemme uden at være tilmeldt en skole.

»Det er jo omsorgssvigt. Hvis ikke der sker noget for de her børn, bliver deres fremtid endnu mere uvis,« siger SF's integrationsordfører, Karina Lorentzen til TV 2.

Omkring halvdelen af de penge familien modtager i overførsler er netop møntet på at ”varetage børnenes tarv” og jobforanstaltninger.

»Det piner mig, at vi har betalt så mange penge til indsatser, som bare ikke har nyttet en skid,« siger Karina Lorentzen til TV2.

Dokumentaren har fredag fået retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, til at rejse sagen over for henholdsvis social- og integrationsministeren.

Første del af TV 2s dokumentar ‘Sigøjnerbossen og hans kriminelle familie’ blev sendt på TV2 torsdag aften, anden og sidste del bliver sendt torsdag d. 15/1 kl. 20.00.