I Holbæk sidder Gert og Henriette. To mennesker, der elsker hinanden, og som elsker deres børn.

I årevis har de drømt om at skabe en familie. Men drømmene er langt fra gået, som de havde håbet eller planlægt. Tværtimod.

- Det har mildest talt været ad helvede til. Det er på ingen måde endt lykkeligt for nogen, det her, lyder det fra 51-årige Henriette.

Sammen med sin mand, Gert, 48, stod hun mandag aften frem i TV2-dokumentaren ’Adoptionens pris’, der skildrer, hvor galt en adoption kan gå. Ikke mindst når det foregår på tværs af kulturer.

- Filmen er rigtig barsk. Men det er desværre virkeligheden. Det har været, og det er så umenneskeligt barsk, forklarer Gert og Henriette.

De prøver begge at sætte ord på frustrationerne. Og på, hvad der er gået galt. Men det er ikke let, og flere gange må de tage en pause, trække vejret dybt og tørrer en tåre væk.

Som seerne mandag aften var vidne til, følger TV2-dokumentaren ’Adoptionens Pris’, hvordan Gert og Henriette tager til Etiopien for at adoptere Masho på fire år og lillebroren Roba på to. De to tager af sted, fulde af forhåbninger og kærlighed. Men hurtigt må de indse, at det ikke er nogen nem opgave, de har kastet sig ud i.

Den ældste, datteren Masho, har svært ved at falde til. Hun reagerer voldsomt udadtil og kan rasere sit værelse på få minutter. Hendes vrede, sorg og frustration over at være taget væk fra sine biologiske forældre til pludseligt at skulle bo i et parcelhus i Holbæk, vokser sig kun større og større. Både psykologer, læger og psykiatere mener, at hun har problemer med at knytte sig. Hun får derfor diagnosen tilknytningsforstyrrelse.

Og efter to et halvt år, hvor forældrene i Holbæk føler, at de gentagne gange har råbt hjælp men ingen fået, foreslår kommunen, at hun bliver anbragt på en døgninstitution. I dag bor Masho derfor på et dansk børnehjem og ser kun sine adoptivforældre hver 14. dag. Og hendes lillebror endnu mindre.

Hvorfor har I valgt at stå frem med jeres historie?

Henriette: Jeg kan ikke gå i graven med denne her historie. Den skal ud. Det er ikke rimeligt, hvis der er andre børn, der skal gå igennem det her. Tænk en skæbne for vores datter. Hun er blevet kastet rundt.

I fremstår ikke altid sympatiske i filmen. Flere vil måske sidde tilbage med en fornemmelse af, at I er følelseskolde og egoistiske. Har I selv tænkt det, efter I har set filmen?

Henriette: Det kan jeg godt forstå, hvis det er. Jeg synes også, at jeg virker rigtig bisset og sur flere steder i filmen. Men jeg tænker sådan her på det: Det er nødvendigt, at vi står frem. For mig er det blevet en hjertesag. Når der kommer sådan nogle børn op, som vores lille datter, som er så dårlig psykisk, så skal der hjælp til med det samme. Og samtidig så gør det ondt dybt inde i sjælen, at der sidder nogle mennesker i Etiopien, mine børns biologiske forældre, som er så ulykkelige og frustreret. Det synes jeg bare ikke er rimeligt. Det er mig magtpålæggende. Det kan godt være, at vi får nogle tæsk nu. Men det er der mange der gør, når de står frem med noget.

Har I kæmpet nok?

Gert: Allerede efter tre uger søgte vi hjælp. Vi kontaktede statsforvaltningen, en psykolog og DanAdopt. Vi fortalte, at Masho ikke kunne være inde i sin egen krop. Alle sagde, de godt kunne høre, at det lød voldsomt, på trods af det var en sen adopteret pige. Men det var som om, der var ikke en procedure eller forslag til, hvad vi skulle gøre. De lyttede, men der var ikke mere i det. Vi kontaktede så Holbæk Kommune, og de vidste heller ikke, hvad de skal stille op. De foreslog i stedet en aflastningsfamilie og senere en institutionsplads. Men set tilbage ville jeg ønske, at støtten havde foregået i vores hjem. At vi havde insisteret på det, i stedet for at det foregik uden for vores hjem, og hun til sidst blev anbragt. Der ville jeg rigtig gerne kunne spole tiden tilbage.

Læs hele interviewet med Gert og Henriette i BTs tirsdagsavis eller i E-avisen her

DELTAG I DEBATTEN: HVOR LIGGER SKYLDEN? OG KAN I FORSTÅ, HVORFOR FORÆLDRENE STÅR FREM?