Røde Kors lægger ikke skjul på, at deres nu fjernede video var inspireret af talkshowværten Jimmy Kimmels årligt tilbagevendende koncept, hvor han får forældre til at bilde deres børn ind, at forældrene har spist deres Halloween-slik i løbet af natten. Se den herover.

I en ny video satte Røde Kors fokus på de børn, hvis forældre ikke har råd til at give dem en dyr jul med det hele. Men metoden er usmagelig, raser en række forældre, der beskylder organisationen for at udstille børnene. Nu trækker de den tilbage.

»I morges lagde vi en video ud, hvor vi viser en håndfuld børns reaktion, når forældrene fortæller dem, at de ikke har råd til at holde jul i år. Vi har lavet filmen med henblik på at skabe opmærksomhed omkring det problem, at mange børn i Danmark vokser op i familier, hvor de netop må undvære ting, vi andre tager for givet.«

Sådan indleder Røde Kors et opslag på deres Facebook-side, efter at kritikken pludselig haglede ned over den video, som de havde lavet – halvt i sjov og en hel del i alvor.

I videoen ser man en stribe børns hjerteskærende reaktioner, da forældrene fortæller dem, at julen er aflyst, fordi mor og far ikke har råd.

»Jeg kan give dig nogle penge fra sparegrisen. Til at købe juletræ«, tilbyder en lille pige med store våde øjne, mens flere andre følger trop og tilbyder at hjælpe.

Foto: Facebook/Røde Kors
Vis mere

Klippet slutter med, at flere af børnene bryder ud i gråd, inden forældrene afslører, at det bare var for sjov.

»For tusindvis af udsatte børn i Danmark er det ikke for sjov,« skriver Røde Kors til sidst, sammen med en opfordring til at støtte organisationen med et mindre beløb.

Alle de små filmklip er filmet af børnenes egne forældre, og det er delvist det, der fik danskerne til at fare i kridthuset.

På Facebook skriver Ida Svane-Rasmussen, at der bliver pillet ved den grundlæggende tillid hos børnene:

»Tænk at man som forældre vil ligge børn til sådan noget. Sikke et tillidsbrud! Og ja, så fik I understreget en voksen pointe, som de her børn ikke kan gøre noget som helst ved - og de her SMÅ børn lærte to ting: 1. Julen kan forsvinde. 2. Jeg kan ikke regne med hvad min mor/far siger. Jeg håber virkelig, at både I og forældrene har en dårlig smag i munden!«

Foto: facebook/Røde Kors
Vis mere

Hun bliver bakket op af bl.a. Marie Laugesen.

»Børnenes følelser og reaktioner bliver udstillet på upassende vis i denne her film, og at det er forældrene selv, der har talt med børnene gør det ikke mere etisk forsvarligt - ej heller at jeres "mål har været at sætte fokus på et vigtigt problem". Sagen er vigtig, bestemt, men den her video er altså en ommer. At sagen er vigtig betyder jo ikke, at I ikke må tænke jer om og reflektere over de etiske dimensioner, når I vælger at bruge børn som kampagnesøjle«, skriver hun

Andre er dog begejstret for videoen, og mener, at det er et vigtigt budskab, at få belyst. En af dem er Rikke Tatjana Madsen.

»Hvorfor skal børn holdes væk fra virkeligheden? Netop at fortælle dem om de mennesker der ikke har det lige så godt som os, er at give børnene en forståelse og en empati for andre mennesker. Min søn fik allerede af vide som 3 årig at der er mennesker der er fattige, og fik af vide hvad det betød når der kommer indsamlere. Og fra den dag har han altid hentet sine egne sparemønter til bøtten når de kom. Og vi støtter altid hjemløse og fattige i gaden. Det er lige præcis det børn lærer af at kende lidt til virkeligheden«, skriver hun på Røde Kors’ Facebook-side.

Foto: Facebook/Røde Kors
Vis mere

Nogle påpeger desuden, at det er smukt at se, hvordan børnene er mere bekymrede for familiens fælles juletræ og andestegen end de er for, om de får det legetøj, de har ønsket sig.

Den massive kritik har alligevel resulteret i, at Røde Kors har fjernet videoen fra deres Facebook-side. Derfor har BT også valgt ikke at vise videoen her.

»Videoen har fået meget opmærksomhed og har skabt et utrolig stort engagement blandt mange af jer. Vi vil gerne takke jer, der allerede nu har doneret, liket og delt budskabet, som gør det muligt for os at hjælpe flere udsatte børn her i julen. Videoen har dog også affødt en del kritik, og nogle gange bliver man klogere af kritik. Kritikken er gået på de etiske overvejelser i forhold til at bruge børn på den måde, vi har gjort i kampagnen. Efter nærmere eftertanke har vi derfor nu valgt at fjerne videoen«, skriver Røde Kors.

Hvad synes du? Gik Røde Kors for vidt, eller lyder kampagnevideoen som værende helt okay?