De seneste 12 år har mange tusinde lyttere trofast stillet ind på P3 hver lørdag formiddag for at høre Mads & Monopolet diskutere danskernes små og store dilemmaer. Men fra nytår er det slut.

Det afslørede vært Mads Steffensen selv i en video på Mads & Monopolets Facebook-side torsdag.

Den kan du se her:

Mads Steffensen kunne i samme åndedrag berolige de mange trofaste lyttere; programmet bliver ikke lagt i graven.

»Sagen er den, at Mads & Monopolet stopper på P3 med udgangen af 2015, men det betyder selvfølgelig ikke, at vi stopper. Vi skifter sådan set bare kanal,« forklarer Mads Steffensen i videoen.

Fremover skal Monopolets mange lyttere stille radioen ind på P4, hvor lytterne kan høre paneldeltagerne tage stilling til dilemmaerne.

Læs også:

»P4 er inde i en spændende fornyelsesproces, hvor jeg tror vi vil passe godt ind med vores program. Så jeg tror, at tidspunktet er rigtigt lige nu,« siger Mads Steffensen.

Er du blevet for gammel til P3?

»Neeeeej, det er da jeg ikke. Det synes jeg ikke, jeg er. Men jeg har været på P3 siden slutningen af 90’erne, og nu har Mads & Monopolet efterhånden 12 år på bagen, så det giver god mening at lave skiftet nu,« siger 44-årige Mads Steffensen til BT.

Ideen til programmet opstod i 2003, da Mads Steffensen og hans dengang kommende kone diskuterede bordopstillingen til deres forestående bryllup, og pludselig kom ideen til den populære radio- og tv-vært; tre kendte personer skulle diskutere danskernes hverdagsdilemmaer.

I september samme år blev Mads & Monopolet sendt i æteren for første gang, og siden da har Mads Steffensen med sikker hånd styret Monopolets paneldeltagere og lytterne gennem store og små dilemmaer.

Se også:

»Mads & Monopolet har efterhånden vokset sig så stor, at rigtig mange lyttere kommer uden for P3s målgruppe. Jeg har ikke tænkt mig at lave grundlæggende om på programmet med skiftet til P4, men det er klart, at vi kaster snøren ud i en noget større sø. P4 er landets største radiokanal, så måske får vi lidt bredere dilemmaer ind til panelet,« siger Mads Steffensen.

»Men jeg kan love lytterne, at sex og utroskab og snyd på arbejdspladsen stadig vil være blandt dilemmaerne. Der kommer til at være lige så højt til loftet som på P3,« siger han.

Læs også:

Vil lytterne opleve en udskiftning i panelet med skiftet til P4?

»Det har altid fungeret sådan, at jeg vælger de paneldeltagere, som jeg selv godt kan lide. Jeg kigger ikke på alder, og det vil jeg heller ikke gøre fremover. Der skal være et godt aldersmiks i panelet, og det synes jeg også, at man kan se på de nuværende panelgæster. Der er flere, der er væsentlig ældre end lyttermålgruppen,« siger Mads Steffensen.

Han håber, at P3s lyttere vil tage godt imod det program, der efter nytår skal overtage sendefladen efter ham selv.

»Men skulle lytterne få lyst til at være P3 utro lørdag formiddag mellem 9 og 12 i 2016, så er de meget velkomne,« siger Mads Steffensen.