____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Du opfører dig som en del af propagandamaskineriet, fik DR 2-værten Martin Krasnik at vide, da han lørdag interviewede den norske Gaza-læge Mads Gilbert. Og det er ikke første gang, Krasnik er endt i noget, der minder om skænderi for åben skærm.

Martin Krasnik er nemlig kendt for sin konfronterende interviewstil på kanalens Deadline-udsendelser, og under de sidste ugers militære israelske offensiv mod Gaza og Hamas' raketangreb mod Israel er Krasnik flere gange havnet i verbale dueller.

Lørdag aften kom det igen til endnu et ophedet interview. Denne gang med den norske læge Mads Gilbert som gennem de sidste uger er blevet interviewet til et hav af internationale medier, da han som læge på al-Shifa-hospitalet i Gaza har behandlet mange af de civile ofre for de israelske angreb i området. 

Men som Martin Krasnik indledningsvist fortalte, lægger Mads Gilbert ikke skjul på sine holdninger og kritik af Israels metoder. Og under interviewet sagde Krasnik, at Mads Gilbert på den ene side havde stor troværdighed på baggrund af sit arbejde på hospitalet, men på den anden side var dobbeltmoralsk, fordi han tager afstand fra angreb mod civile, men ikke vil kalde Hamas for en terrororganisation. 

Desuden fortalte Martin Krasnik, at Mads Gilbert har været medlem af et norsk revolutionært parti, Rødt, og ingen ville tage hans udtalelser seriøst, hvis det ikke var for hans humanitære arbejde.

Beskyldt for propaganda

Det faldt ikke i god jord hos anæstesi-lægen, der netop er hjemvendt fra sit ophold på al-Haifa-hospitalet. Han beskyldte til gengæld Martin Krasnik for at mangle journalistisk objektivitet og at være en del af USA og Israels propagandamaskineri, der stempler legitim modstandskamp som terror.

- Det er ikke dobbeltmoral. Undertrykte, som slås mod besættelse, vil altid blive stemplet som terrorister, sagde Mads Gilbert og tilføjede, at besatte befolkninger ifølge folkeretten altid har ret til at gøre modstand mod en besættelse med våben. 

Mads Gilbert understregede flere gange undervejs, at han dog ikke støtter Hamas.

Martin Krasnik refererede desuden til en række internationale medier, der har beskrevet, at netop al-Shifa-hospitalet er brugt som hovedkvarter for Hamas.

- I 2009 gemte Hamas-lederen Ahmed Jabari sig på Shifa-hospitalet, som du selv har arbejdet på, begyndte Krasnik, da Mads Gilbert fortsatte:

- Jeg har kunnet færdes frit på sygehuset og tage de billeder, jeg ville og tale med dem, jeg ville. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at jeg har været i hver eneste kringelkrog, svarede Mads Gilbert og understregede, at han ikke har set tegn på, at hospitalet skulle være kommandocentral for Hamas.

Folkemord eller ej?

Til sidst i interviewet diskuterede Krasnik og Gilbert, hvorvidt israelerne er i gang med et decideret folkemord i Gaza.  

- Jeg mener, at Israel systematisk udrydder den palæstinensiske befolkning med deres massive brug af våben. Der er over 10.000 dræbte og sårede på tre uger, sagde Gilbert.

- Er vi enige om, at et folkemord defineres som et bevidst forsøg på at udrydde en hel befolkning, spurgte Krasnik så, hvortil Gilbert svarede:

- Jeg opfatter situationen i Gaza i de sidste tre uger som et systematiske forsøg på at nægte palæstinenserne ret til at behandle deres syge, sårede...

- Det er jo ikke et folkemord, afbrød Krasnik

- Det er så systematisk, at jeg mener, det grænser til folkemord, og det er jeg ikke alene om at mene, svarede mads Gilbert igen.

- Nej, det mener Hamas også, sagde Krasnik.

- Det er der mange internationale folkeretseksperter, der mener, svarede Mads Gilbert.

- Nej, det er der faktisk ikke. Der er ikke særligt mange, lød det fra Krasnik, inden Gilbert igen gik efter hans interviewstil.

- Alle dine forsøg på at identificere mig med Hamas falder til jorden. Jeg støtter ikke Hamas. Jeg støtter almindelige palæstinensere og deres ret til at gøre modstand.

- Det er en ganske legitim kamp mod en besættelsesmagt, som ikke viser nogen nåde over for civile, for skoler, boliger, ambulancer eller sygehuse, sluttede Gilbert ophidset interviewet.

For lidt over en uge siden kæmpede mellemøstkenderen Michael Irving Jensen om ordet med Martin Krasnik, som på Deadlines facebook-side blev beskyldt for at være pro-israelsk og for gang på gang at afbryde Irving Jensen. Det samme skete på Facebook efter interviewet med Mads Gilbert, hvor Krasnik blandt andet blev beskyldt for at være "talsmand for Israels terrorregime".

Selv siger Martin Krasnik om sin interviewform, at han bruger præcis den samme metode, når han laver interviews med parterne i eller folk med holdninger om Mellemøsten, som han gør, når han interviewer om alle andre emner. Den direkte kritik af Krasnik selv har værten få men kontante ord om:

- Jeg vil ikke nedværdige mig til at kommentere den, siger han til bt.dk.




Programmet kan ses på DRs hjemmeside HER