For 16 år siden var Michael Jodehl ude for en ulykke, der gjorde ham lam. Med ihærdig genoptræning og viljen til hele tiden at give sig selv nye udfordringer har han lært sig at gå igen.

Der var nærmest ikke den sportsgren, som Michael Jodehl ikke dyrkede i 2001. Fodbold, håndbold og fremfor alt gymnastikken, som han gik op i med liv og sjæl.

En eftermiddag i marts 2001 var han netop i gymnastiksalen. Den 24-årige Michael Jodehl råbte til de andre, at det var tid til at pakke sammen. Det næste hold stod allerede klar og trippede for at komme til i salen. Men inden holdene skulle bytte, måtte han lige have ét spring til. Han tog tilløb, sprang højt op i luften for at lave en forlæns saltomortale. Men i springet skete der noget.

I stedet for at bevare sit fokus og lande på madrassen foran sig, som han havde gjort så mange gange før, besvimede Michael Jodehl i springet.

Da han landede, lød der et højt smæld. Selv holdet, der stod klar i den anden ende af gymnastiksalen, kunne høre det. De sagde, at det lød som et træ, der knækkede i skoven.

To sekunder senere kom Michael Jodehl til sig selv igen.

»Det eneste, jeg kunne føle, var, at mine arme og ben stadig hang oppe i luften. Jeg tror endda, jeg bad de andre om at få dem ned igen.«

Men Michael Jodehls arme og ben lå slappe på gulvet. Der skulle gå meget lang tid, før de igen kunne bevæge sig.

Politieskorte

Michael Jodehl, der i dag er blevet 40 år, går stadig til genoptræning. I et fysioterapeutisk træningscenter i Solrød træner han et par gange om ugen. Det var her, han fik gejsten tilbage efter sin ulykke. Derfor er det også her, han gerne vil møde BT Weekend 16 år efter.

Før ulykken var han en ung og frisk vvs-montør fra Stevns på Sjælland, men den dag i marts blev han også noget andet. Han blev en mand, som skulle stræbe for at kunne bevæge sin krop bare den mindste smule.

Efter ulykken blev han indlagt på Faxe Sygehus.

»De turde nærmest ikke røre mig, men fik taget et røntgenbillede og sendte mig videre med ambulance og politieskorte til Riget.«

Allerede samme dag blev han opereret i nakken. Han fik sat en titaniumplade fast med to skruer samt et stykke af hoften, som skulle gøre det ud for den femte halshvirvel, der var ødelagt efter faldet.

»Bagefter kunne jeg slet ikke bevæge arme og ben.«

Der skulle gå 14 dage, før han kunne bevæge sine arme bare en lille smule. I dag kan han løfte armene for at hilse, men et egentligt håndtryk er han ikke nået til at kunne give – endnu. Alligevel er der sket kæmpe fremskridt, fra han lå lam på gymnastiksalens gulv til i dag, hvor han kan klare sig selv i sit eget hjem.

At han psykisk har kunnet komme igennem oplevelsen, tilskriver han selv sit store netværk.

»Jeg havde 70 mennesker på besøg den måned, jeg lå på Rigshospitalet. Det var familie, venner og fodboldkammerater. Jeg sagde det samme til dem alle sammen: ’Jeg kommer tilbage om 14 dage’.«

Stille galla

Faktisk var Michael Jodehl tilbage for en kort bemærkning.

Mens han var indlagt, skulle der være gallaaften i gymnastikforeningen. En aften, Michael Jodehl havde set frem til. Det blev arrangeret, at han blev kørt til festen i taxa.

Han kan tydeligt huske følelsen, da han blev kørt ind i salen.

»Der blev fuldstændig stille. Jeg glemmer aldrig den stilhed. Men så kom alle fra mit gamle gymnastikhold over og krammede mig,« husker han.

Efter en måned på Riget, blev Michael Jodehl flyttet til genoptræningscentret i Hornbæk, hvor han skulle bo og træne de næste 14 måneder.

Men for den unge mand, der havde været vant til et meget aktivt liv med arbejde og alverdens former for motion og sport, var det et helt andet liv, der ventede i Hornbæk.

»Der var en halv times træning om dagen. Derudover lå jeg i en seng eller spiste. Jeg kunne ingenting selv. Jeg skulle have hjælp til at spise, rejse mig og gå i bad.«

Selvom han af natur er god til at holde humøret højt, og selvom han havde et stort netværk af venner og familie omkring sig, var det en tid med mørke stunder.

»En dag på genoptræningscentret overvejede jeg at køre kørestolen ud fra tredje sal og afslutte det hele. Men kort efter tænkte jeg: ’Nej, hvorfor skal jeg ødelægge alle andres liv ved at tage mit eget’,« siger han og samler sig.

»Jeg ville faktisk hellere vise andre mennesker, at jeg mente det, når jeg sagde, at jeg nok skulle komme til at springe på trampolin igen.«

Den vigtige storetå

Trampolinen er stadig en drøm. Trods sit positive sind må Michael Jodehl indrømme, at det stadig har ganske lange udsigter, før han når dertil.

Men der er sket meget, siden han lå i en seng og skulle mades og bades. I dag sidder han – ganske vist i en kørestol – men han er blevet far til to børn, bor i eget hus uden hjemmehjælp og passer et arbejde som altmuligmand på en skole.

Vendepunktet blev et møde på genoptræningscentret i Hornbæk seks måneder efter ulykken

»Min familie, lægerne sygeplejerskerne og fysioterapeuterne var samlet, da de sagde de til mig, at jeg ikke skulle regne med at komme til at gå igen – nogensinde. Jeg blev så irriteret. Jeg ville simpelthen ikke høre det.«

I samme øjeblik skete der noget uventet.

»Pludselig kunne jeg vippe med min storetå. Det havde jeg slet ikke kunnet før. Jeg spurgte straks, om jeg måtte komme ned at træne,« husker han.

En anden ting, der motiverede den unge forhenværende gymnast, var, at han blev inviteret med til Club La Santa på Lanzarote. Her kunne han prøve kræfter med sport igen for at se, om der var noget, han magtede.

»Jeg prøvede at dykke og kom ud på nogle fantastiske ture. Under vandet kunne min krop andet og mere, jeg kunne bruge armene og benene igen, og det var en fed følelse. Pludselig kunne jeg huske, hvad kroppen havde kunnet engang.«

Udfordringer

Selvom Michael Jodehl for hver dag kunne mere og mere, var der stadig modstand på vejen.

»Da jeg kom hjem, fik jeg at vide, at jeg skulle på plejehjem. Det kunne jeg slet ikke.«

Heldigvis er Michael Jodehl ud af en håndværkerfamilie, som stod sammen om at bygge et hus, som han kunne bo i selv. Samtidig trænede han hårdt for hele tiden at se fremskridt.

De helt store forandringer skete dog først, da han fandt vej til A-Fys i Solrød, hvor han stadig går til genoptræning.

»Allerede første gang, jeg kom hos Mark, kiggede han på mig og sagde: ’Vi skal have dig op på benene igen’. Det blev dét, der fik mig op at stå.«

Taknemmeligheden lyser ud af ham. I dag kan han selv gå rundt i træningslokalet og betjene de fleste maskiner. Det har taget mange timers hård træning at nå dertil.

Undervejs havde han brug for en udfordring for at holde gejsten oppe.

»Jeg overvejede at træne til et maraton eller et håndcykelløb eller sådan noget,« siger han en smule genert.

I stedet gik han i gang med at træne på trapperne ved Stevns Klint, hvor han kom meget som barn.

»Den 14. juni 2015 tog jeg alle de 103 stejle trappetrin ned – og op igen.« fortæller han stolt. Mens 250 mennesker – venner, familie og fremmede – stod og heppede på ham.

»Det gav mig blod på tanden. Folk begyndte at spørge, hvad min næste udfordring var. Det blev Rundetårn,« siger Michael Jodehl med en sigende mine.

Der gik ikke lang tid, før der var bud efter ham og hans historie om, at man kan, hvad man vil. Da TV2 skulle optage et tv-program med mennesker, der sætter sig for at ændre deres liv og vende tilbage til studiet præcis et år senere for at fortælle, hvordan det er gået, fandt de frem til Michael Jodehl.

Hvis du tænder for TV2 på mandag, vil du kunne se Michael Jodehl love i studiet, at han et år senere vil gå – hele vejen op i Rundetårn.

Målet er nået.

Den 12. maj 2017 tog Michael Jodehl den stejle snegleformede tur 36 meter op over Købmagergade i København på egne ben – uden hjælpemidler.

Han er ikke helt klar over, hvad den næste udfordring bliver. Måske Møns Klint.

Michael Jodehl er ivrig efter at komme tilbage i træningssalen. Han kan lige nå at træne på løbebåndet, inden han skal på arbejde.

»Jeg tænker tit over, hvorfor ulykken skete. Som regel er det, når jeg sidder i badet, at der er ro til de tanker. Hvorfor tog jeg ikke et glas vand den dag, inden jeg sprang, så jeg ikke have fået blackout? Hvorfor nøjedes jeg ikke med at slå en kolbøtte? Men jeg er god til at vende det negative til noget positivt. Lige nu er jeg ret langt fra målet om at komme tilbage på trampolinen. Men i stedet går jeg målrettet efter at komme til at løbe igen. Jeg skal nok rejse mig igen. Jeg véd, det sker en dag.«