Hvordan har folketingskandidaten for Liberal Alliance, sociologen Henrik Dahl, det med at blive fremstillet som nazist og kaldt 'et højreorienteret svin' af digteren Yahya Hassan? Det fortæller han nu til BT.

På nogle punkter har Yahya Hassan forståelse for den formodede gerningsmand til terrorangrebet mod Danmark, selv om han tager afstand fra hændelsen.

Det fortalte han i et interview med Politiken, og de ord faldt Henrik Dahl for brystet. På Facebook skrev han:

"Den formodede digter forstår den formodede gerningsmand. Formodentlig."

Det fik Yahya Hassan helt op i det røde felt på det sociale medie:

»Igen må jeg konstatere, at et højreorienteret svin har delt mine holdninger halvt. Må blindheden se dig for at være blind for det fulde interview,« skrev han og lagde et billede op, hvor Henrik Dahls ansigt er klippet ind i et billede med en nazist.

Til BT siger Henrik Dahl nu, at han har svært ved at se meningen med Yahya Hassans udmelding:

»Jeg ved ikke, hvad han vil med det. Jeg kan ikke tage mig af en eller anden mening, der falder ned fra månen,« siger Henrik Dahl og fortsætter:

»Vi har ytringsfrihed, og han må altså publicere, hvad han vil. Ytringsfriheden giver jo også en ret til at sige fjogede ting. Det er hans eget valg, om han vil bruge den ret til det.«

Du skriver på Facebook, at du har mistet respekten for Yahya Hassan. Bruger han ikke bare sin ytringsfrihed?

»Ytringsfriheden garanterer ikke min respekt. De to ting har ikke noget med hinanden at gøre. Jeg har ikke lige så meget respekt for fjogede mennesker, som jeg har for indsigtsfulde mennesker.«

»Vi kan ikke smide alle fjogede mennesker i fængsel. Så ville der ikke være fængsler nok,« tilføjer Henrik Dahl.

Er der forskel på at publicere profeten Muhammed med en bombe i turbanen og dig i en nazi-uniform?

»Det ved jeg da ikke, om der er. Det forestiller i hvert fald to forskellige ting. Ytringsfriheden er i den forstand tom. Det er en formel ret, man har, og det er jo i virkeligheden et subjektivt spørgsmål om, hvordan man fortolker billederne,« siger Henrik Dahl.

Er du fornærmet på Yahya Hassan?

»Nej. Jeg kender ham ikke. Jeg ønsker ham guds fred og en god dag. Jeg interesserer mig ikke særlig meget for, hvad han mener,« siger Henrik Dahl