'Misforstået hensyn.' 'Grotesk mangel på almindeligt selvværd.'

Bølgerne er gået højt efter at Gribskolen i den nordsjællandske by Græsted besluttede, at de yngste elever ikke længere skal til julegudstjeneste. Både forældre til børn på skolen, sognepræsten i Græsted Kirke, borgmesteren, folketingspolitikere og sågar undervisningsminister Merete Riisager (LA) har kritiseret skolens beslutning om at droppe juletraditionen.

’Det må være udtryk for misforstået hensyntagen til ikke-kristne at aflyse kirkegangen ved juletid,' skriver Gribskov Kommunes borgmester Kim Valentin (V) på Facebook, og opsummerer med de ord essensen i den kritik, der er haglet ned over Gribskolen de seneste dage.

»Vi er rigtig kede af, at det har fået så megen opmærksomhed. Det var ikke meningen, og vi havde heller ikke forventet det,« siger skoleleder på Gribskolen, Marianne Vedersø Schmidt.

Det var hende, der i torsdags overbragte nyheden forældrene, efter at det pædagogiske udvalg på Gribskolen havde valgt at droppe juletraditionen. På forældreintranet begrundede Marianne Vedersø Schmidt blandt andet beslutningen med, at 'vi på skolen har børn med anden tro end den protestantiske', og at 'julegudstjenesten er også forkyndende'. Skolelederen afviser, at det er af hensyn til de muslimske elever, at julegudstjenesten lige op til juleferien er blevet aflyst.

»Det er en helt generel beslutning, vi har truffet, og der er ikke tale om, at vi specifikt har taget hensyn til de muslimske elever,« siger hun og fortsætter:

»Vi har elever fra otte forskellige trosretninger på Gribskolen, blandt andet Jehovas Vidner, som jo ikke fejrer jul. Vi prøver at tage hensyn til alle og inkludere alle eleverne i fællesskabet, så derfor traf vi beslutningen om at de yngste elever ikke skal til julegudstjeneste.«

Den lille stationsby Græsted har i generationer været kendt som 'Den Hellige Stad', fordi den er en af Luthersk Missions højborge. I dag finder man den eneste børnehave drevet af Luthersk Mission i netop Græsted, hvor også Jehovas Vidner og Græsted Frikirke står stærkt. Frikirkens talsmand er ked af Gribskolens beslutning.

»Jeg synes, det er ærgerligt, for det er en god tradition, som vi altid har opfordret forældrene til at lade deres børn deltage i,« siger Claus Aagaard, som dog godt kan forstå ræsonnementet bag skolens beslutning.

Hos Jehovas Vidner er holdningen en anden.

»Vi blander os ikke i, hvad skolerne gør. Men det er klart, at vi ikke deltager i julegudstjenester,« siger Jehovas Vidners talsmand i Skandinavien, Dag-Erik Kristoffersen.

Måske ender de små elever fra Gribskolen alligevel med at komme til julegudstjeneste. Skolebestyrelsen holder således et ekstraordinært møde om sagen torsdag i den kommende uge.