80 procent af øens beboere har stemt for at nedsætte fartgrænserne. Politiet vil rette sig efter beslutningen.

Holbæk. Med et flertal på 80 procent har beboerne på Orø stemt ja til at sætte fartgrænserne på øen ned i sommermånederne, skriver DR Sjælland.

Alle de fastboende på øen i Isefjord har kunnet stemme til øens folkeafstemning. Nu skal Holbæk Kommune sammen med Orø Beboerforening gå videre til politiet med resultatet.

Beboerne håber at sætte fartgrænsen fra biler ned fra 80 til 50 kilometer i timen allerede fra denne sommer. De nedsatte fartgrænser skal kun gælde i månederne juni, juli og august.

Der er knap 1000 fastboende på Orø. Men om sommeren mangedobles befolkningen med sommerhusgæster og endagsturister.

Derfor mener et flertal af øboerne, at nedsatte fartgrænser vil øge sikkerheden for turister om sommeren.

Midt- og Vestsjællands Politi har på forhånd meldt ud, at de vil bakke op om beslutningen. Men det er vigtigt for politiet, at et flertal af øboerne stemmer ja til fartnedsættelsen, skriver DR Sjælland.

- Hvis de er med på det, vil det være en god idé, for så gætter jeg på, at turister og andre gæster affinder sig med den regulering, der er af hastigheden, sagde Carsten Henrichsen fra Midt- og Vestsjællands Politis færdselsafdeling til DR Sjælland onsdag forud for folkeafstemningen.

/ritzau/