De seneste to nætter er der blevet observeret to lyskegler over København. Og umiddelbart vidste ingen, hvor de kom fra, og hvad de skyldtes. Men nu er mysteriet løst: Lyskeglerne kommer fra Operaen.

Kalder København på Batman? Er vi udsat er nærkontakt af tredje grad? Lægger et Uidentificeret Flyvende Objekt an til landing? Har Kødbyens diskoteker udvidet spotlys-sortimentet?

Næ - det var såmænd Operahuset på Holmen, der har lavet en happening i forbindelse med deres Teknikmesse:

»Det er fire 420 watts spots, som vi har på taget af Operaen for at lige sige, at det er her, det sner,« siger Teknisk chef i Det Kongelige Teater, Tommy Larsen.

Foto: Anders Peter Schultz
Vis mere

Spotlamperne bliver ikke i tændt i aften, da messen slutter, forklarer Tommy Larsen.

Hovedstadens nattehimmel er de seneste to nætter blevet lyst op af to kraftige lyskegler, der drejer rundt, som kom de fra et fyrtårn.

Det var i morges ikke lige til at finde ud, hvor lyskeglerne kom fra, da Berlingske ringede til kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

Hos Teknik- og Miljøforvaltning har man intet hørt eller set om de to lyskegler.

Kommunen foreslog, at vi ringede til Lufthavnen.

Hos Københavns Lufthavne har man intet hørt eller set om de to lyskegler.

Lufthavnen foreslog, at vi ringede til Trafikstyrelsen.

Hos Trafikstyrelsen har man intet hørt eller set om de to lyskegler.

Trafikstyrelsen foreslog, at vi ringede til Københavns Politi.

Hos Københavns Politi har man intet hørt eller set om de to lyskegler.

Sporet var koldt. Ingen kunne sætte lys på mystikken, indtil en læser kontaktede redaktionen og fortalte om Operaens arrangement.

»Jeg vil da håbe, at de bliver tændt igen en anden, for det er jo et fantastisk event, det er superflot,« siger Tommy Olsen.

Artiklen er opdateret med oplysningen om Operaens arrangement.