Da ebh bank a/s - Fjerritslevs stolthed - krakkede 21. november 2008, så lokale borgere deres formuer forsvinde. Samtidig mistede byen en rundhåndet donor i foreningslivet, i sportsklubber og handelsforeningen.

Da ebh bank a/s - Fjerritslevs stolthed - krakkede 21. november 2008, så lokale borgere deres formuer forsvinde. Samtidig mistede byen en rundhåndet donor i foreningslivet, i sportsklubber og handelsforeningen.

- Da banken lukkede, gav det et stort tilbageslag. Det var et stort tab for området og for mange privatpersoner, der havde købt aktier, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, der dækker Fjerritslev, Mogens Gade (V).

- Nogle måtte forlænge deres arbejdsliv. Og for nogle virksomheder betød det, at de måtte lukke, selv om de måske var sunde, men de kunne ikke skaffe likviditet, siger han og oplyser, at stemningen i byen efterfølgende var ‘meget negativ’.

Folk var meget skuffede, for man havde troet på de mennesker, der havde drevet banken.

Mange var bitre

Fjerritslev-borgerne lå ned, men har i dag rejst sig igen og børstet støvet af sig. Man forsøger at kigge fremad, selv om det er svært for nogle, forklarer borgmesteren.

- Mange var bitre. Det skabte rigtig mange frustrationer, men på trods af det, så er vi et stolt folk, og vi nægtede at blive liggende. Men det er klart, at der i dag er åbne sår. De heles ikke på fire år, siger Mogens Gade.

- Nogle bliver mindet om, at pensionen er væk. Der er folk som har forlænget deres arbejdsliv på grund af det. Det er jo ikke noget, der bare går over, men vi må videre, selv om det kan være svært at tilgive, siger borgmester Mogens Gade, der selv havde aktier i ebh bank a/s. Hvor mange, vil han dog ikke ud med.