Er du elev eller lærer på en af de ramte skoler? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Torsdag oplyste ledelsen på Kobberbakkeskolen afdeling Sydby i Næstved, at skolen var blevet ramt af skorpefnat. Nu har smitten spredt sig til endnu to andre folkeskoler på Sjælland.

Det skriver TV Øst.

Fredag kom det frem, at også Kobberbakkeskolen afdeling Uglebro og Gåsetårsskolens Ørslev-afdeling er blevet ramt af fnat.

Kobberbakkeskolen delte fredag de dårlige nyheder på deres hjemmeside.

'Indtil videre er der med sikkerhed konstateret tilfælde af fnat på afd. Sydby og enkelte tilfælde af fnat på afd. Uglebo, og i må gerne melde tilbage til os, hvis dit barn får fnat, og er der søskende, der får det, må i meget gerne informere deres skoler/institutioner,' skriver skoleleder Annika Bramming.

Begge afdelinger er i tæt kontakt med Statens Serum Institut, der er ved at udarbejde en vejledning til, hvordan smitten skal behandles med grundig rengøring af alle lokaler og overflader.

Indtil videre har Kobberbakkeskolen afdeling Sydby meldt ud, at den påvirkede del af skolen holder lukket indtil tirsdag i næste uge - en lukning, der påvirker eleverne i 22 klasser. Dog kan det være, at man er nødsaget til at lukke skolen helt frem til juleferien.

'Hvis SSI kommer med nye og skarpere instrukser, kan det betyde, at vi må holde afdeling Sydby lukket frem til juleferien på onsdag for undervisningsdelen og fredag for SFO,' skriver skolelederen på hjemmesiden.

Mai-Britt Herløv Petersen, der er skoleleder på Gåsetårsskolen oplyser til TV Øst, at de også har diagnosticeret tilfælde af fnat på deres Ørslev-afdeling i Ørslev ved Vordingborg.

»Vi håber ved at informere så hurtigt kan undgå, at smitten spreder sig. Med mindre forældrene hører mere over weekenden, så er der normal undervisning på mandag. Hvis vi over weekenden eller i næste uge får flere tilfælde af fnat i udbrud, har vi en ny situation, og så melder vi naturligvis en handlingsplan ud,« siger hun.