Statens massefyringer rammer nu Fødevarestyrelsen, hvor der skal afskediges 45-50 ansatte. Styrelsen lukker blandt andet sit laboratorium i Esbjerg.

Mellem 45 og 50 ansatte i Fødevarestyrelsen må vinke farvel til deres job, når der skal ske effektiviseringer for omkring 50 millioner kroner frem mod 2014. Dermed har staten fyret knap 1.000 medarbejdere i løbet af et år, og massefyringerne har især ramt ministerierne.

Fødevarestyrelsen fremlagde i foråret 2011 en effektiviseringsstrategi med henblik på at skabe økonomisk balance og mindske administrationsarbejdet. Første fase blev sat i gang sidste år, og fase to er nedlæggelsen af de 45-50 stillinger, som medarbejderne er blevet orienteret om torsdag.

- At blive sagt op er for de fleste et voldsomt chok. Jeg kan kun beklage, at vi snart må sige farvel til medarbejdere, der yder en god indsats i Fødevarestyrelsen. Vores gode medarbejdere vil selvfølgelig føle det både ubehageligt og uretfærdigt at blive afskediget, men realiteten er desværre, at vores bevillinger falder, siger styrelsens direktør, Esben Egede Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Fyringerne vil ske i forbindelse med lukningen af Fødevarestyrelsens laboratorium i Esbjerg, som vil blive gennemført i 2013, og der skal derudover spares på kunde- og udviklingsområdet og det administrative område. Maksimalt 35 medarbejdere vil blive afskediget i september og oktober i år, og der skal desuden ske interne flytninger mellem de forskellige arbejdspladser, fordi Fødevarestyrelsen har en række unødvendigt høje omkostninger i forbindelse med drift af bygninger.

Massefyringen i staten er den største, der er set i 90 år. Nedskæringerne blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget sidste år.