Har du en flaske Fireball Cinnamon Whisky stående hjemme i barskabet, skal du ikke drikke den.

Både svenske, norske og finske myndigheder har også stoppet salget af den canadiske likør og nu følger den danske Fødevarestyrelse trop og fraråder danskerne at indtage den canadiske likør.

- Fødevarestyrelsen har modtaget en varsling fra EU om, at de finske myndigheder har fundet en whisky i Norge, der overskrider de grænseværdier for propylenglycol, som der er i Europa, forklarer specialkonsulent i Fødevarestyrelsen Erik Jepsen.

- Derfor fraråder vi indtil videre, at forbrugere i Danmark, der har denne likør derhjemme, drikker produktet, indtil vi har fundet ud af, om varer fra den samme sending også kan være i Danmark, siger specialkonsulenten.

Hvis produktet også er solgt til i Danmark, er de norske myndigheder ifølge Erik Jepsen forpligtet til at kontakte det fælleseuropæiske meldesystem. Men på nuværende tidspunkt har Fødevarestyrelsen ikke hørt noget ad den vej. Derfor tager Fødevarestyrelsen nu selv kontakt til de norske myndigheder for at få undersøgt sagen til bunds.

Propylenglycol er godkendt til brug i levnedsmidler, men i de europæiske lande gælder det kun en meget lille mængde. Indtager man stoffet i for store doser, kan det på længere sigt medføre lever- og nyreskader.

I USA er det tilladt med en større mængde af tilsætningsstoffet og derfor bliver Fireball Cinnamon Whisky produceret i to forskellige versioner. En til de europæiske lande og en, der kun bliver solgt i USA. Ifølge producenten har man ved en fejl sendt et forkert parti af produktet til de europæiske lande.