Hvorfor skal vi give medaljer til de børn, der er på det tabende hold i en fodboldturnering?

Det spørgsmål stiller Michael Johnson, der er politisk rådgiver og fodboldtræner i et debatindlæg i Politiken.

'Hvorfor skal vi have medaljer, når vi tabte? Bemærkningen faldt i lørdags og kom fra en af de vakse 9-årige drenge, jeg har fornøjelsen af at træne et par gange om ugen,' indleder han sit indlæg med.

Michael havde været med det fodboldhold, han er træner for, til en turnering i strandfodbold, hvor holdet trods hård kamp måtte indkassere tre nederlag og en enkelt uafgjort kamp.

Alligevel skulle holdet have medaljer, og det undrer fodboldtræneren.

'I min optik handlede arrangøren DBU København ud fra en art misforstået idrætspolitisk korrekthed. Drengene var i øvrigt nærmest ligeglade. Hvorfor skulle man da også glæde sig over en medalje, man ikke havde fortjent,' spørger han.

For selv om det ifølge ham er »fremragende,« at man forsøger at gøre sporten attraktiv for så bred en skare af børnene som muligt, så mener han ikke, at der er grund til at udvande »medaljebegrebet.«

'Jeg forstår heller ikke, hvorfor børnene ikke må lære, at man nogle gange taber og andre gange vinder? Medaljer skulle gerne være noget, der illustrerede, at man havde ydet en ekstraordinært god præstation. Jeg siger altid til mine drenge, at jeg er ligeglad med, om vi vinder eller taber, men at jeg forventer, at alle gør deres bedste og kæmper for holdet,' skriver han i Politiken.

Michael Johnson hæfter sig samtidig ved, at sportslige nederlag bør være en motivationsfaktor for at træne og øve sig mere, mens han understreger, at alle lider nederlag, og de nederlag bør ikke pakkes ind i »vat og medaljer«.

Indlægget sætter endnu engang liv i debatten om elitebørn, der tidligere har delt vandene blandt danskerne, hvor blandt andet store fodboldklubber er blevet kritiseret for kæmpe om de unge fodboldtalenter helt ned til tiårsalderen.

Andre læser også