Det er sosu-assistenternes fagforening, FOA, der står bag den mystiske reklame-kampagne for firmaet RoboCare, der lover danskerne flere hænder i form af effektive robotter til sygehuse, daginstitutioner og plejehjem.

I store dagbladsannoncer, på bannerreklamer og på en ganske overbevisende hjemmeside, robo-care.dk, lover firmaet en serie 'effektive, ressourcebesparende og innovative robotløsninger.'

- Ja, det er os, der står bag annoncerne, bekræfter FOA-formand Dennis Kristensen over for bt.dk.

Robot-annoncerne er en del af FOAs ligelønskampagne, der blev lanceret samtidig med, at regeringens lønkommission offentliggjorde sin rapport.

Ifølge rapporten er der langt flere penge i at arbejde med teknik, som mange mænd gør, end at arbejde med mennesker, som typisk er kvindernes domæne.

FOAs mål med robot-kampagnen er at slå fast, at rigtige mennesker kræver omsorg leveret af mennesker, og de kræver 'rigtig løn' for deres indsats. Fagforbundet frygter, at det fremover kan blive svært at skaffe tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft, hvis lønnen i omsorgsjob ikke hæves.

- Vi har ellers en rimelig positiv holdning til robotter i for eksempel ældreplejen. De kan bruges til at fjerne de mest belastende arbejdsopgaver, men hvad nu, hvis vi ikke har noget valg og må undvære de rigtige rigtige mennesker med de rigtige uddannelser, siger Dennis Kristensen.

FOA har tidligere indrykket store dagbladsannoncer med budskabet: 'Vil du arbejde til en kvindeløn, Claus?' Her var illustrationen et manipuleret foto af finansminister Claus Hjort Frederiksen iført kjole.

FOAs ligelønskampagne koster mellem to og tre millioner kroner.