Pause i ni-årigt samliv blev kostbart for kvinde. Professor studser over afgørelse fra forsikringsselskab og håber, den bliver ændret.

En kvinde har grund til at ærgre sig over, at hun ikke var lidt mere tålmodig med sin samlever. Han døde 17 dage efter, hun var flyttet fra ham, og det kan nu koste hende 110.000 kr, skriver Fagbladet 3F.

Manden havde via sin fagforening en gruppelivsforsikring. Udbetaling går ved død til ”nærmeste pårørende”.

Og det er ikke kvinden, når nu hun var flyttet, siger forsikringsselskabet. Den afgørelse undrer Rasmus Kristian Feldthusen, der er professor i arveret på Københavns Universitet.

- Jeg håber ikke, at vi kommer ind i retstilstand, hvor par, som ikke lever sammen her og nu, men som ikke har brudt endeligt med hinanden, skal gøre noget ekstra for at sikre sig selv. Det vil være en meget uheldig situation, siger Rasmus Kristian Feldthusen.

Parret havde levet sammen i ni år. Kvinden forklarer, at de bare holdt en ”pause” fra hinanden. Manden ringede også til hende, da han blev dårlig, og det var hende, der alarmerede 112.

Forsikringsselskabet lægger vægt på, at kvinden havde ændret folkeregisteradresse. Men Rasmus Kristian Feldthusen afviser, det alene kan være afgørende.

- Reglerne om folkeregister siger, at du forholdsvis hurtigt skal melde ny adresse. Det kan derfor også være nødvendigt, selv om et samliv bare kortvarigt er sat på standby, siger Rasmus Kristian Feldthusen.

Forsikringsselskabet mener, at udbetalingen i stedet skal gå til mandens tre børn. De er ifølge selskabet blevet ”nærmeste pårørende” på grund af de 17 dages fraflytning.

Selskabet har dog ikke udbetalt pengene endnu. De afventer, om kvinden måske anlægger sag ved domstolene for at få fastslået, hvem der er rette modtager.

Kvinden har forsøgt at klage til Ankenævnet for Forsikring. De henviser også til domstolene.

Rasmus Kristian Feldthusen siger, at der kan være brud på samliv, hvor det straks er klart, at det er endegyldigt. Det kan eventuelt være, hvor en af dem opdager utroskab og ny partner hos den anden.

- Men en kortvarig fraflytning for at parterne lige sunder sig, bør ikke have forsikringsmæssige konsekvenser.

Det er forsikringsselskabet Alka, der har tegnet gruppelivsforsikringen. For selskabets økonomi er det ligegyldigt, om kvinden eller børnene får pengene. Men i første omgang har de ment, at det skal være børnene.

Kvinden og fagforeningen er anonym i ankenævnets omtale af sagen.