En syrisk mor, der befinder sig i Rødby lige nu, fortæller, at hun føler sig som et dyr. Manden har valgt at gå i sultestrejke.

For en lille måned siden begyndte flygtningefamilien bestående af Hanna, hendes mand og tre børn fra 9-14 år - som så mange andre - den lange rejse fra Syrien mod Sverige, hvor venner af familien har fortalt, der skulle være godt at være.

LÆS OGSÅ:

Men drømmen om sikkerhed i et andet land er langt fra den realitet, som Hanna og familien har mød. Lige nu er de fanget i Rødby i Danmark på trods af, at de havde fået at vide i Tyskland, at gennemrejsen til Sverige ikke ville være noget problem.

Frustrationen har hobet sig op hos familien, og moren fortæller, at hun ville have ønsket, at de aldrig var rejst fra hjemlandet - og faren er gået i sultestrejke, indtil de får lov til at tage til det svenske. Det skriver DR.

Og det kan godt være, at de er væk fra krigens rædsler i Syrien, men det virker ikke til, at Hanna og resten af familien er vilde med alternativet.

LÆS OGSÅ:

»Jeg ville hellere være død hjemme i Syrien end at have udsat mine børn for det,« siger hun til DR.

Familien har solgt størstedelen af deres værdigenstande for at få skrabet de 25.000 euro sammen til turen til Sverige. Fra Syrien har de begivet sig videre til Makedonien, Serbien, Ungarn, Østrig, Tyskland og nu er de fanget i et limbo, mens de venter på svar.

»Hvorfor får vi ikke lov til at rejse videre det sidste stykke? Vi føler os som dyr. Der er ingen, der vil have os. Hvis jeg havde været en hund i virkeligheden, var der da i det mindste nogen, der havde taget i mod os, siger den frustrerede mor til mediet.