I videoen over artiklen kan du se kabinen i et af dets fly blive vist frem.

Luftfartsselskabet BackBone Aviation er gået konkurs, og en halv snes medarbejdere mister jobbet.

Det meddeler selskabet selv på Facebook.

Her skriver ejer Bjarne Lastein, at det ikke længere er muligt at drive luftfartsselskabet, som flyver fra Esbjerg Lufthavn og har adresse i Holsted.

'Vi kom ikke til månen, men vi gjorde store ting bl.a. takket være fantastiske medarbejdere. Vi gjorde det! Vi prøvede det. Men det lykkedes os ikke at få succes. Så for øjeblikket er vi måske nede, men vi er bestemt ikke ude,' skriver han blandt andet.

Ifølge JydskeVestkysten bliver 'en halv snes' arbejdspladser i Luftfartshuset i Holsted nedlagt. Selve Luftfartshuset er dog ikke en del af konkursen.

Det jyske luftfartsselskab er syv år gammelt og har blandt andet arrangeret særlige ture for private og har fløjet med højtstående politikere. BackBone Aviation har også lavet helikopterflyvninger, blandt andet i Grønland, over Esbjerg og langs Vestkysten.

Manden bag selskabet er pilot Bjarne Lastein, som sidste år sagde sit faste job op for at satse fuldt og helt på sit eget firma, men ifølge jv.dk gik det allerede skævt fra start.

Han lejede fly i Canada, men det kom for sent hjem på grund af tekniske problemer. Samtidig tog det lang tid at få flyet godkendt i Danmark, og derfor tabte selskabet en aftale med et britisk selskab.

Og problemerne fortsatte, da planlagte flyvninger for et britisk rejsebureau om at flyve skiturister til Schweiz ikke blev til noget, fordi rejsebureauet gik neden om og hjem.

BackBone Aviation har dog også stået bag flyvninger med udenlandske politikere til Jordan og Libyen og Lapland, men alligevel fik medarbejderne ikke løn for december.

Flere forsøg på at finde en bank eller investorer, der vil skyde penge i virksomheden, mislykkedes, og onsdag kom så konkursen.

»Tirsdag aften meldte svenske Nextjet, at de ikke kunne bruge vores tilbud alligevel, og så måtte vi kaste håndklædet og indgive en frivillige konkurs til retten. Det er meget, meget træls,« siger Bjarne Lastein til avisen.

Lastein har selv skudt 'et tocifret' millionbeløb i sit flyselskab. Penge, han nu har tabt.