Frygt for ikke at kunne præstere i soveværelset får flere under 40 år til at indtage potensmedicin.

Problemer med at få rejsning sniger ind hos stadig yngre mænd. Mens cirka syv pct. af mænd mellem 30-39-årige, ifølge en YouGov-undersøgelse foretaget for BT/MX, har taget piller købt på nettet for at kunne præstere i soveværelset, har over 7.000 under 40 år i 2016 været forbi lægen for at få potensmidler på recept, viser nye tal fra medicindatabasen Medstat.

Det er både ’rystende’ og ’bekymrende’, mener flere eksperter, BT/MX har talt med. Bl.a. foredragsholder og vært og træner på programmet ’Rigtige Mænd’ på DR1, Jacob Søndergaard:

»Jeg er rystet over de tal. Det kommer bag på mig, at så mange indtager potensmidler. Men jeg kunne forestille mig, at det er nogle af de samme mennesker, som tager steroider, der også har behov for Viagra,« siger han.

Siden 2006 er antallet af unge mellem 20-39 år, der tager potenspiller, steget fra 4.941 i 2006 til 7.076 i 2016. Det svarer til en stigning på godt 40 pct. Overlæge ved Herlev Hospitals urologiske afdeling, Jens Sønksen, deler holdning med Jacob Søndergaard.

»7000 er voldsomt mange, og det viser kun den del, der bliver udskrevet på recept. Det er bekymrende, fordi man behandler symptomer og ikke årsagen til problemet,« siger han.

Potenspiller er slet ikke beregnet til mænd under 40 år. Det er nemlig sjældent, at de overhovedet rammes af impotens. Hvis de gør, kan det i stedet skyldes f.eks. rygning, alkohol, overvægt, sukkersyge eller netop angsten for ikke at kunne præstere.

Sidstnævnte fremhæver flere som årsagen til det stigende forbrug blandt yngre mænd. Bl.a. Lars Juhl, der er formand for Dansk Sexolog Forening:

»Jeg oplever flere unge mænd i min klinik, helt ned til 20 år. De går rundt med en angst for ikke at være perfekte og har urealistiske forventninger om, at de skal præstere hele tiden. Men i stedet for medicin burde de måske hellere tale med en sexolog. Det er heldigvis blevet mere accepteret at bede om hjælp. Men alle dem, jeg har talt med, har været vejen omkring potensmidler. Det er min opfattelse, at det ikke er særlig svært at få fat i,« siger han.