Den frygtede sygdom mæslinger er blevet påvist hos tre personer inden for kort tid. Det har fået Statens Serum Institut (SSI) til at vurdere, at der er tale om et reelt udbrud af sygdommen.

Det skriver SSI i en pressemeddelelse.

Det første af de tre tilfælde blev opdaget hos et barn på seks måneder på Hvidovre Hospital i Københavns-området. Efterfølgende har det ført SSI frem til yderligere to tilfælde af den smitsomme sygdom. Et barn på fem måneder, som grundet den unge alder ikke er MFR-vaccineret, og en voksen mand, som er MFR-vaccineret, er de to, der har fået bekræftet sygdommen.

Ifølge SSI har de tre smittede haft sygdommen stort set samtidig, men endnu står det ikke klart, hvor de er blevet smittet med mæslingerne.

Det oplyses i pressemeddelelsen, at barnet på fem måneder har siddet i et venteværelse med en stribe andre børn hos egen læge og siden i Børnemodtagelsen på Hvidovre Hospital.

Smitte kan spores til udlandet

Her sad barnet, inden diagnosen var fastslået, men under sygdomsforløbet. Og derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed sat ind og sikret informationer om de andre personer, der var til stede, for at være på forkant i forhold til potentiel smitte.

Det er efterfølgende slået fast, at smitten i de tre danske tilfælde kan spores tilbage til lignende virus fra udbrud i Irland, Storbritannien og Frankrig.

Det betyder med andre ord, at mæslingevirus er yderst smitsom, da den kan tages med hjem fra rejser. Og specielt skal man være opmærksom omkring små børn og yngre voksne, lyder det fra SSI, der har slået alarm over for læger i det ramte område:

'Læger i københavnsområdet opfordres aktuelt til at være ekstra opmærksomme på diagnosen hos især børn og yngre voksne med symptomer på mæslinger,' lyder det blandt andet fra SSI.

Advarer københavnske forældre

For få dage siden var Styrelsen for Patientsikkerhed ude og opfordre københavnske forældre til at være på vagt over for symptomer på mæslinger hos deres børn.

Det skete efter et barn, der havde været på besøg hos Børnehuset Legegod på Vesterbro i København, havde fået konstateret mæslinger.

I sit nyhedsbrev fra uge 12 i år oplyser SSI, at mæslinger kan forebygges eller, hvis det er i udbrud, mildnes med en MFR-vaccine, som alle børn tilbydes. Sygdommen spredes gennem luften ved host og nys. Mæslinger er meget smitsom og kan sprede sig fra rum til rum. Det er derfor meget svært at hindre spredning af sygdommen blandt børn, der ikke er vaccineret.

Tidligere har Verdenssundhedsorganisationen WHO erklæret, at Danmark har 'elimineret' mæslinger som sygdom, men det betyder dog ikke, at udbrud, som det vi ser nu, kan tages med hjem fra rejser i udlandet.

I 2017 var mæslinger, som tidligere har været nedkæmpet i stort set hele Europa, været på fremmarch. Og i 2017 blev det vurderet, at mere end 20.000 europæere blev smittet.

Hvis man har en formodning om, at man selv eller sit barn kan være smittet med mæslinger, skal man kontakte læge.