Nytårsaften blev flere hundrede kvinder seksuelt forulempet i Køln og i andre tyske byer. Vi har i dag spurgt fire fremtrædende kvinder med anden etnisk baggrund en dansk, om krænkelserne også kunne finde sted i København.

Elmas Berke, debattør og forfatter, nomineret til Årets Dansker 2015 bl.a. for »Tavshedens pris«.

Kunne det samme ske i Danmark?

Det tror jeg ikke. Vi har en anden kultur. Fordi vi er et lille land, passer vi mere på hinanden, og det bliver også givet videre til indvandrerne. Så jeg tror, at hvis optakten skulle have været der, ville mange have grebet ind. Vi er efterhånden også rigtig mange debattører med anden etnisk baggrund, der blander sig i debatten og siger fra. I Tyskland har de langt større områder med parallellsamfund, blandt andet i Køln, hvor de lever stort set uden kontakt til det tyske samfund.

Men der hersker et kulturelt kvindesyn, hvor det er kvindens ansvar aldrig at sætte sig selv i en situation, hvor hun kan blive antastet eller udsat for overgreb. Og den kultur ser jeg desværre også udbredt i Danmark.

Bør kvinder tage særlige forholdregler for at undgå seksuelle overgreb?

Hvis vi pålægger kvinder at tage særlige forholdsregler, er det jo en falliterklæring, der ruller hele kvindesagen tilbage. Man hører ofte argumentet, at man heller ikke går i seng uden at låse sin fordør. Men jeg nægter simpelthen at sammenligne kvinders ret til at færdes frit med en hoveddør, der skal låses. De her overgreb er meget, meget alvorlige og bør ses som personfarlig kriminalitet. Så vi skal i stedet slå hårdt ned og sende et signal om, at det vil vi ikke acceptere. Den mentalitet skal ikke have lov at brede sig.

Geeti Amiri, 26 år, debattør og blogger på Ekstra Bladet, særligt om den etniske kvindesag.

Kunne krænkelserne i Køln også ske i København?

Sandsynligvis ikke i den skala, for vi har ikke taget lige så mange asylansøgere. Men ligegyldig om handlingerne kommer fra én eller 1.000 mænd, skal vi fokusere på det kvindeundertrykkende verdenssyn, som mange flygtninge fra andre kulturer har med i bagagen. Hvis en dansk stodder overtræder en kvindes grænser i byen, vil de første fem danske mænd bag ham forsvare hende. I patriarkalske kulturer klapper mændene i stedet hinanden på skulderen og legitimerer undertrykkelsen. Dét er en væsentlig forskel.

Hvordan undgår vi noget tilsvarende?

Det handler først og fremmest om at frigøre kvinderne. Bl.a. ved at vi nytænker vores asylpolitik, så vi ikke kun giver asyl til enlige mænd, men allerede fra begyndelsen sikrer, at deres koner og døtre kommer med. Når mænd fra patriarkalske kulturer kommer til Danmark, hvor der gælder helt andre frihedsrettigheder, men stadig kun spejler sig i mænd fra samme fællesskab som dem selv, bliver de fastholdt i en statisk verdensopfattelse. Hvis deres koner og døtre kommer med til Danmark, vil kvinderne udfordre de patriarkalske mønstre; døtrene vil træde uden for retningslinjerne, og kvinderne vil frigøre sig, og det vil også gradvist rykke mændene. Derfor ligger nøglen hos kvinderne.

Natasha Al-Hariri, 26 år, studerende, debattør og medlem af Rådet for Etniske Minoriteter.

Kunne det her også ske i København?

Det kan det jo, hvis de samme syge mennesker også befinder sig i Danmark. Da jeg først læste om hændelsen, følte jeg, det var så bizart, at jeg havde svært ved at tage det ind. Det er jo helt vanvittigt, og det forstærker den angst for at blive voldtaget eller krænket, som kvinder normalt går med. Jeg ville aldrig nogensinde have forventet, at et så organiseret overgreb på kvinder kunne ske. Så det er svært at sige, om det kan ske i København eller ej, for hvem havde forventet, at det ville ske i Køln?

Er det her et problem knyttet til arabiske mænds syn på kvinder og seksualitet?

Overordnet set er der et forkvaklet kvindesyn verden over og endnu mere i Mellemøsten. Kvinder i den kultur bliver ikke set på med lige så stor respekt og selvstændighed, som det er normen i Vesten. Man må også bare erkende, at mænd med anden etnisk baggrund er overrepræsenteret i voldtægtsstatistikkerne. Så der er helt klart noget at tage fat på. Men for mig er det vigtigt at slå fast, at problemerne intet har med Islam at gøre. Jeg har selv relation til Libanon, hvor 30-40 procent er kristne, og det samme foregår i kristne miljøer. Så det skal ikke tørres af på religionen, men på kulturen. For ja, kulturen er den gal med.

Özlem Cekic, 39 år, debattør, foredrags­holder og forfatter, tidligere folketingsmedlem for SF.

Skal kvinder i Danmark være bekymret for, at noget tilsvarende sker?

Da jeg først læste historien, tænke jeg, at den var så bizar, at det måtte være løgn. Men det er jo sket i vores egen baggård, Tyskland, så det kunne i princippet også ske her. Vi skal huske, at nogle nytilkomne flygtninge kommer fra lande, hvor ligestilling er en by i Rusland, og det vil være utopi at tro, at de fra den ene dag til den anden springer ud som feminister. I Danmark er vi selvfølgelig også påvirket af en verden i brand og folk, som er i bevægelse, og det skubber til vores værdier. Det siger noget om, at der ligger et stort opdragelsesarbejde forude.

Hvordan skal det foregå?

Når flygtninge kommer til Danmark, skal ligestilling være en del af den pakke, vi møder dem med. Det skal fylde i modtagelsescentrene, i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Vi må ikke tage for givet, at alle – heller ikke alle danskere, i øvrigt – er født med et regnbueflag i hånden, for det er de altså ikke. Og det skal vi anerkende som faktum for at vi kan forandre det – ikke alene ved at fordømme og gå i selvforsvar, men ved at turde opdrage og gå i kritisk dialog. Vi skal ikke acceptere, at 100 års kamp for ligestilling bliver sat over styr, men insistere på at ændre holdninger, så de ikke går videre til børnene. Både i den offentlige debat og i skolen.