Folkekirken er ikke så populær, som den har været. Danskerne dropper i stigende grad deres medlemsskab.

Medlemskabet og kirkeskatten bliver af stadig flere danskere valgt fra. Hele 54 procent er antallet af udmeldelser røget i vejret med over de seneste fire år, skriver Kristeligt Dagblad.

13.587 vendte i 2011 Guds hus ryggen, mens det tal i 2007 var nede på 8810, viser en netop offentliggjort opgørelse fra Danmarks Statistik.

Den gør et faktum lysende klart, som i flere år har ulmet: medlemmerne forlader folkekirken. Medlemstallet rummer lige nu under 80 procent af den samlede befolkning, og det er bekymrende, mener Hans Raun Iversen, der er lektor i teologi ved Københavns Universitet.

- Vi har set den udvikling over de seneste 40 år, men den har ligget rekordhøjt de seneste år. Man kan sige, det er små tal. Men alt andet lige svarer det til, at en større provinsby har forladt kirken sidste år, siger han til Kristeligt Dagblad.

Heller ikke entusiastismen omkring indmeldelsen er så stor som tidligere. Færre meldes nemlig ind i kirken, og sidste år lå antallet af indmeldelser fem procent under året før.

Fordi færre bliver medlemmer end tidligere, flere melder sig ud, og en del dør i løbet af året, ender regnestykket i minus. Medlemstallet faldt sidste år således med 10.105.

Den økonomiske krise kan have en finger med i spillet, mener Hans Raun Iversen.

- De nye tal kan være et tegn på, at krisen har bidt sig fast. Men det kan også være tegn på, at danskernes bånd til kirken er blevet mere tyndslidte, siger han.

Alligevel er medlemstallet stabilt i forhold til de andre nordiske lande, understreger lektoren. Island har det seneste år mistet 2,7 procent af kirkens medlemmer ved udmeldelse. Det tal ligger i Danmark på 0,3 procent af den samlede medlemsskare.