Landets kommuner vælger i større og større udstrækning at droppe luftfartsselskabet Ryanair.

Det vakte opsigt, da Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), gik ud og slog fast, at hovedstadskommunen ikke vil bruge det omstridte irske flyselskab Ryanair.

Siden har flere og flere byråd meldt sig med lignende beskeder til deres ansatte og politikerne. En opgørelse, som avisen.dk har lavet på baggrund af aktindsigter og oplysninger i medierne, viser, at mindst 21 ud af landets 98 kommuner har valgt at sige nej til Ryanair på grund af løn- og arbejdsvilkårene hos selskabet.

Norddjurs Kommune er en af de kommuner, der senest har valgt selskabet fra. Her er det dog ikke specifikt et forbud rettet mod Ryanair, forklarer borgmester Jan Petersen (S).

»Vi ønsker at sikre os, at vores leverandører af flybilletter lever op til bestemte standarder for ansattes vilkår. Og det gælder alle flyselskaber, så det her er ikke rettet specifikt mod Ryanair,« siger han til avisen.dk.

Der er dog en del kommuner, der helt undlader at blande sig i ansættelsesforhold, skriver avisen.dk.

Det drejer sig om Billund, Vejle og Vejen.

Lige nu udkæmpes der en strid mellem de faglige organisationer og Ryanair i arbejdsretten, der i næste uge tager stilling til, om fagbevægelsen må starte konflikt mod Ryanair i Københavns Lufthavn.