Det kræver blot et par klik på computeren eller mobiltelefonen at sætte penge på en fodboldkamp. Det benytter mindreårige sig af i stigende grad, og mange af dem bliver afhængige af at spille om penge, oplever behandlingsstederne.

Unge helt ned til 14-15 år er i dag så afhængige af at spille om penge, at de kommer i behandling for ludomani, skriver Jyllands-Posten.

Avisen har foretaget en rundringning til landets behandlingssteder for ludomani, og her mærker de tydeligt, at det i dag er nemt og hurtigt at spille om penge på nettet eller via telefonen.

»Vi har pludselig som noget nyt fået de første 14-15-årige ind. Det har vi aldrig haft før,« siger Benedicte Ejlers, som er afdelingsleder på Center for Ludomani, der som det eneste sted i Danmark behandler mindreårige ludomaner. Andre behandlingssteder bliver også kontaktet af unge, som har brug for hjælp,

1. januar 2012 blev det danske spilmarked delvist liberaliseret, det har ført til flere spiludbydere og markant flere henvendelser til behandlingsstederne. Et af dem kan berette om en 16-årig dreng, som havde tabt 70.000 kroner på oddset.

Unge under 18 år må ikke spille om penge online, men Danske Spil hævder, at det er umuligt at forhindre, at en voksen opretter en konto, som den unge herefter kan benytte.