Bagmandspolitiet har valgt at anke Parken-sagen til landsretten. Det sker efter, at byretten for snart 14 dage siden idømte Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup henholdsvis fire og seks måneders fængsel for kursmanipulation.

»Vi anker for dem, som vi anser som hovedaktørerne,« siger chefen for Bagmandspolitiet, Morten N. Jakobsen, til Berlingske.

»Jeg mener, det er væsentligt, at landsretten tager stilling til den her sag, som handler om handel med egne aktier, og hvornår det kan være kursmanipulation. Det er ikke noget enkelt spørgsmål. Det er i nogen grad jomfruelig, juridisk grund, og derfor mener jeg, at sagen er egnet til, at landsretten tager stilling til de her forhold.«

Morten Jakobsen finder det rigtigst ikke at sætte navn på, hvem Bagmandspoltiet anser som hovedaktører. Der er dog ingen tvivl om, at hovedaktørerne må omfatte tidligere direktør i Parken, Jørgen Glistrup, og tidligere bestyrelsesformand, Flemming Østergaard.

Berlingske var tidligere i dag i kontakt med advokaterne for begge de navneforbudsbeskyttede person, der også har været tiltalt i sagen, og herfra lød beskeden, at den ene anker, mens den anden ikke gør. Hvad angår personer, der har valgt ikke at anke, så har Bagmandspolitiet valgt ikke at anke i hans tilfælde.

Selskabet Parken udsendte kort inden fondsbørsens lukketid en meddelelse, hvor man kort oplyste, at man har valgt at anke bøden på en million kroner, som man fik i byretten.

Dermed skal i hvert fald Parken, Glistrup, Østergaard og en af de navneforbudsbeskyttede personer i landsretten.

Med dagens ankeudmeldinger følger Parken-sagen mønsteret for de andre, store kursmanipulationssager, som har kørt de senere år. Her har alle sagerne - uagtet udfaldet - været forbi såvel byret som landsret.

Morten Jakobsen forventer, at sagen kommer til at vare tyve dage i landsretten.