Tunge bundtrawl skraber over Kattegats havbund op til 20 gange om året. Greenpeace vil indføre beskyttede områder, men fiskerne afviser, at trawleriet er skadeligt.

Kattegats havbund er udsat for så intensivt et fiskeri med bundtrawl, at store dele af bunden med jævne mellemrum bliver revet op af de tonstunge fiskeredskaber.

Det viser et speciale fra Biologisk Institut på Københavns Universitet, som ved hjælp af avancerede data fra blandt andet gps og det såkaldte Vessel Monitoring System for første gang detaljeret kortlægger brugen af bundtrawl i Kattegat. Det skriver Politiken.

- Ifølge mit studie udsattes en meget stor del af farvandet for den her form for fiskeri mindst en gang om året, siger biolog Christina Dahl Pommer, der er forfatter til specialet, til avisen.

Særligt på dybder under 22 meter bundtrawles der hyppigt. Al havbund under den dybe berøres gennemsnitligt en gang om året, viser Christina Dahl Pommers kortlægning. Endnu mere intensiv er belastningen i de dybe kanaler, hvor dybden er mellem 80 og 130 meter. Her skrabes bunden nogle steder helt op til tyve gange om året, fremgår det.

Ifølge eksperterne påvirker den intensive brug af bundtrawl livet i Kattegat.

- Det negative ved det er, at vi får ødelagt den gode økologiske tilstand, som tidligere kendetegnede Kattegat. Dengang havde man en meget sammensat bunddyrsfauna, som også gav et mere righoldigt fiskeliv, der blandt andet omfattede store fisk som rokker, hajer og havkat, siger lektor i havbiologi på Københavns Universitet, Michael Olesen til Politiken.

Ifølge Eskild Kirkegaard, vicedirektør på DTU Aqua, påvirker brugen af bundtrawl livet i Kattegat, men det nedsætter ikke nødvendigvis farvandets biologiske mangfoldighed.

- Fiskes der med bundtrawl, kommer der en påvirkning af selve havbunden, i og med at man skraber hen over den. Det slår nogle af de dyr, der lever dernede, ihjel, hvilket kan give en anden sammensætning af arter. Det ændrer bundfaunaen, men hvorvidt det nedsætter mangfoldigheden, er uklart, siger Eskild Kirkegaard.

For at beskytte den biologiske mangfoldighed anbefaler Greenpeace, at der indføres en række beskyttede områder i Kattegat, hvor der ikke må fiskes med bundtrawl.

- Hvor store de her områder skal være, er vanskeligt at sige, men vi anbefaler en kraftig reduktion af brugen af bundtrawl i farvandet. Problemet er, at brugen af bundtrawl udgør et kraftigt indgreb i havets natur, siger havbiolog Hanne Lyng Winter.

I Danmarks Fiskeriforening afviser formand Svend-Erik Andersen, at brugen af bundtrawl i Kattegat forringer biodiversiteten.

- Bundtrawl påvirker selvfølgelig miljøet, men vi mener ikke, at det er skadeligt for miljøet. Desuden er der mange områder, der slet ikke trawles, siger han til Politiken.

BNB