Hvem vil ikke gerne have et mini-cruise, hvor man kan trække stikket et par dage og bare se frem til fuld forkælelse med god mad, wellness og spa? Du kan selv bestemme, hvornår du vil afsted.

Mon ikke stort set alle er klar til at tage med på den galej – eller rettere: Stena-færge.

Ovenstående er det, der tilbydes, når flinke og overbevisende telefonsælgere fra det danske firma Gavefeen.dk ringer op til virksomheder for at sælge gavekort på Stena Line mini-cruises, som kan bruges til eksempelvis julegaver til virksomheders ansatte.

Desværre bliver de gyldne løfter langt fra holdt. I en udsendelse, som DR Kontant sender onsdag aften, står flere tidligere sælgere fra Gavefeen.dk frem og fortæller om metoderne: At man lover så meget men holder så lidt. Med det resultat at kunderne bliver fuppet.

Også flere af de tusindvis af købere af gavekortene fortæller, hvordan de er blevet bondefanget. En af dem er tømrermester Jimmy Eis fra Bjæverskov.

»Jeg har brugt små 12.000 kroner, og jeg føler mig godt og grundigt snydt. Det var slet ikke det, vi aftalte i telefonen,« siger Jimmy Eis, som blandt andet var blevet lovet, at mini-cruisene kunne bookes hvornår som helst. Også i weekender og mellem jul og nytår.

Hvilket man ikke kunne. Med mindre, altså, at man indbetaler et stort gebyr, der kan løbe op i flere tusinde kroner. Det viser sig også, at kunderne heller ikke kan regne med udløbsdatoerne. Så mange står tilbage med gavekort, der reelt intet er værd.

Den sjællandske tømrermester fortæller, at det efterfølgende har været praktisk taget umuligt at komme igennem til Gavefeen.dk’s kundeservice.

En af de tidligere sælgere, som har arbejdet fra Gavefeen.dk’s callcenter i Fuengirola ved Malaga, er 23-årige Caroline Lykke fra Odense. Hun tog hjem til Danmark i fjor for at begynde på sit studie:

»Der skal tricks til for at få kunderne til at købe den type gavekort, og det er at fordreje sandheden,« siger Caroline Lykke ærligt om de uærlige metoder, som Gavefeen.dk benytter, og som medarbejderne bliver instrueret i.

En anden metode fra telemarketingfirmaets direktør og ejer, Jesper Høgfeldt Pedersen, er om end endnu mere rystende: I en indtalt besked truer han den unge odenseaner i forbindelse med en sag om feriepenge, som hun har til gode. Hun bliver bange, da hun får denne besked i et aggressivt toneleje:

»Du skal stoppe med alt dit fucking pis om, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er lovligt. For ellers skal du se den anden side af medaljen, og jeg er fucking ligeglad med politi og dit og dat. Det skal du bare være klar over, frøken!«

Efter Jesper Høgfeldt Pedersen er blevet konfronteret i Furengiola, har direktøren tilbudt Caroline Lykke en rejse plus 40.000 kroner i kontanter for at trække sine udtalelser tilbage. Hvilket hun har afvist.

»Jeg kan ikke købes til tavshed. Jeg står ved hvert et ord,« siger hun til BT.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jesper Høgfeldt Pedersen.