Finn Wedel fra Hørning var på vej hjem fra sit arbejde som fotograf. På vejen lød der pludselig et kæmpe brag, og det venstre baghjul trillede ligeså stille af. Nu tør Finn ikke sætte sig ind i sin bil og køre afsted, før han har tjekket alle fire hjul.

»Havde jeg kørt på motorvejen - jeg tør slet ikke tænke tanken. Det er så fælt,« siger Finn Wedel til B.T.

Ukendte gerningsmænd løsnede hjulboltene på Finn Wedels sølvgrå bil, der resulterede i et mindre uheld nær et kryds.

»Min bil har været hjemme, urørt i fire dage, fordi jeg har været på Samsø Festival. Så, da jeg er færdig med at fotografere til et bryllup, kører jeg hjem derfra, og i sving nummer to hører jeg et kæmpe brag. Jeg troede jo, jeg var blevet påkørt bagfra, men så kom hjulet trillende,« siger Finn Wedel, der måtte skynde sig ud i krydset for at fange hjulet. Heldigvis kom han ikke selv til skade.

Med hjælp fra autohjælpen, fik han hjulet spændt fast igen. Og der fandt han ud af, at også boltene på det andet baghjul var blevet løsnet.

Finn Wedels bil har fået mindre skader efter episoden. Foto: Finn Wedel
Finn Wedels bil har fået mindre skader efter episoden. Foto: Finn Wedel
Vis mere

Finn Wedels venstre baghjul trillede af. Heldigvis kørte han meget langsomt. Foto: Finn Wedel
Finn Wedels venstre baghjul trillede af. Heldigvis kørte han meget langsomt. Foto: Finn Wedel
Vis mere

Finn Wedels bil har synlige skader efter episoden, hvor baghjulet trillede af, imens han kørte i bilen. Foto: Finn Wedel.
Finn Wedels bil har synlige skader efter episoden, hvor baghjulet trillede af, imens han kørte i bilen. Foto: Finn Wedel.
Vis mere

Det var nær Stilling Skole i Skanderborg, at Finn Wedels baghjul pludselig røg af.

Finn Wedel er stadig meget chokeret over episoden.

»Hvis man ikke må kaste med sten fra en motorvejsbro, så kan man jo løsne folks hjulbolte. Det er knald i låget,« siger han og forstår ikke, hvem der vil udsætte andre mennesker for den fare.

»Jeg har ingen mistænkte, da jeg bor det fredeligste sted i hele Jylland. Men der har jo ikke været nogen hjemme i et par dage, så der har været rig mulighed for at pille og rage ved bilen.«

Mekanikeren, der siden har kigget på bilen, er ikke i tvivl om, at det ikke er en tilfældighed, at hjulene er løse. Det er ikke sket af sig selv, men er tydeligvis, som Finn Wedel kalder det, 'en gal mands værk'.

»Jeg kan garantere dig for, at jeg ikke er tryg i at køre i den bil, før jeg har fået låst det hele fast igen.«

Episoden blev anmeldt til Sydøstjyllands Politi klokken 16.57 lørdag.

Foto: Finn Wedel
Foto: Finn Wedel
Vis mere

Kender du til en lignende episode, eller ved du noget om sagen? Så hører B.T. meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.