Hele verden lå for Filip Rosenaas fødder i 2010. Han var kun et speciale fra at færdiggøre sin uddannelse som psykolog, han havde en sød kæreste og et nyt job. I dag lever han i et decideret smertehelvede og arbejder på nedsat tid.
Det var 6. januar 2010, at alt ændrede sig for Filip Rosenaa, da han om formiddagen cyklede ad Sønder Boulevard i København.
»Jeg kører på en cykelsti, og der rammer han mig. Jeg ryger op på køleren. Jeg kan kun se en arm på rattet. Han har ligget og rodet rundt med noget.«
Det næste han husker er, at taxaen bremser hårdt op, og han bliver kastet ned fra køleren. Herefter kommer taxachaufføren, som ikke undskyldte for ulykken.
»Han begynder at rage mig op og ned af benet og siger, at hvis jeg ikke har brækket benet så skal jeg ikke tage på skadestuen, og jeg kan heller ikke få erstatning. Det var bare så ubehageligt,« siger den i dag 39-årige Filip Rosenaa, som var i chok.
Men heldigvis kom en kvindelig cyklist ham til undsætning.
Hun tvang taxachaufføren, der ikke havde overholdt sin vigepligt, til at afgive sine kontaktoplysninger. Og nu håber Filip Rosenaa på, at vidnet endnu en gang vil hjælpe i en forsikringssag. Her påstår taxachaufføren, at ulykken aldrig har fundet sted på trods af, at hans gamle forsikringsselskab har indgået et forlig for fem år siden.
»Derfor er det så vigtigt at finde det her vidne. Det er så surrealistisk, at vi skal ud otte år senere og bevise, at jeg blev kørt ned.«
Problemet er bare, at Filip Rosenaa aldrig fik vidnets oplysninger.
»Hun tog min kamp, som jeg ikke var i stand til. Hun har set det hele fra en anden vinkel. Jeg var jo i chok, så det eneste jeg kan huske, er, at hun var en yngre kvinde, men hun må have et godt hjerte,« siger han og vurderer, at kvinden kunne være alt mellem 20-40 år gammel.
Filip Rosenaa tager dagligt stærk medicin for at dæmpe de kroniske smerter, som ulykken har været skyld i. Han har også fået indlærings- og koncentrationsbesvær, men på trods af det lykkedes det ham at afslutte sin uddannelse.
»Jeg blev først færdig sidste år. Det har været en kæmpe sejr for mig, at jeg ikke gav op. Indtil videre kan jeg nok kun klare at arbejde omkring fem timer om ugen. Jeg vil jo vildt gerne arbejde, fordi jeg har taget en lang uddannelse. Jeg håber på en hverdag, hvor jeg ikke længere er en person, der er 'ramt af noget', men har overskuddet til at hjælpe andre.«
Han har nærmest ingen energi i hverdagen, men heldigvis har han en solid støtte i ægtemanden, Mathias, som han har dannet par med siden 2009.
»Det er ret vildt, (at han har holdt ud.). Han kunne have sagt, at han ikke magtede det. Vi havde kun kendt hinanden i et år og havde hele livet foran os. Det var også ham, der insisterede på, at vi skulle giftes. Jeg ønskede ikke, at han skulle have forsørgeselsepligten over mig. Jeg vidste godt, han ikke ville få et normalt liv. Det sked han på, og det er jeg glad for i dag. Men det er jo hårdt.«
Livet før ulykken virker som et helt andet . Et liv der tilhørte en anden Filip, fortæller han.
»Men jeg har affundet mig med min situation. Jeg kan heldigvis ikke huske mig selv så godt, fra før det skete. Nu er jeg en anden. Jeg har lært at acceptere, at sådan er livet. Men jeg har da dårlige dage, hvor det gør så fucking ondt, at jeg ikke kan være i min egen krop.«
Han har oprettet en Facebook-gruppe og e-mail mitvidne@gmail.com i håb om, at den kvindelige cyklist henvender sig.
