En død havørn uden hoved og fødder har fået mystikken til at sprede sig.

Havørnen blev fundet på øen Lindholm i Stege Bugt ved Møn den 26. marts, hvor den var blevet gemt under nogle paller og brædder af nogle gartnere.

Røntgenundersøgelser har senere vist, at den store rovfugl blev skudt med en riffel. Projektilet knuste overarmsknoglen på ørnens venstre vinge, men fuglen overlevede alligevel.

Dernæst fulgte imidlertid en voldsom mishandling, hvor fuglen fik dens hoved og begge fødder skåret af, skriver Dansk Ornitologisk Forening (DOF) på sin hjemmeside.

Drabet på ørnen vækker opsigt, fordi Lindholm normalt er lukket land for offentligheden. Det er kun DTU Veterinærinstituttets halvt hundrede medarbejdere, der har adgang til øen, som i øvrigt bevogtes om natten.

»Jeg har ingen mistanke om, hvem der kan stå bag drabet på ørnen. Det er højst besynderligt, at ørnen er blevet gemt af vejen på så lille en ø, hvor der dagligt færdes folk. Ingen af mine medarbejdere kender noget til den døde havørn,« siger Thomas Krogh Nielsen, der er sektionsleder hos DTU Veterinærinstituttet på Lindholm, til DOF’s hjemmeside.

DOF vil til bunds i sagen, som foreningen ser på med stor alvor. Den voksne havørn kan nemlig være en ynglefugl fra et af parrene i lokalområdet.

»Hvis ikke DTU på Lindholm selv vil anmelde sagen til politiet, så vil DOF anmode politiet om at efterforske den. Det er bestemt en sag, der bør undersøges nærmere. I det mindste burde man finde ud af, om der er nogen med riffeltilladelse, som har adgang til Lindholm,« siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening.