Tidligere på onsdagen lagde musikeren et billede af en storbarmet, nazi-uniformeret Inger Støjberg ud på sin Instagram-profil. Selvom kunstneren kalder billedet intet mere end »satire« og »humor«, har han alligevel fjernet det igen.

Om Inger Støjberg (V) er fan af den populære danske musiker Wafande, er uvist, men meget kan tyde på, han bestemt ikke er fan af hende.

Tidligere i dag slog han et billede op af udlændinge-, integrations- og boligministeren iført nazi-uniform. Billedet stammer fra filmen Ilse - hunulven fra SS, men ansigt og navn er byttet ud med ministerens.

»Har du set filmen om Inger? Baseret på en sand historie,« lyder billedteksten som Wafande har tilføjet.

Meget kunne dog tyde på, at sangeren enten har fået kolde fødder eller er blevet skældt ud for sit opslag.

Billedet, som fik en blandet modtagelse blandt Instagram-brugere, blev i hvert fald pillet ned senere samme dag.

Ministerens reaktion

Selvom Wafande var hurtig om at fjerne sit billede igen, nåede ministeren dog at se det og tage et skærmbillede.

Efterfølgende har hun lagt dét op på sin Facebook-profil med kommentaren:

»Noget tyder simpelthen på, at jeg bedre kan lide Wafandes musik, end han kan lide min politik.«

Ministerens opslag er i skrivende stund 'liket' af mere end 4.300 mennesker, der i langt overvejende grad støtter ministeren.

»Lever vi ikke i en verden med plads til satire?«

Efter ministerens handling, der har medført, at Wafandes opslag stadigvæk er muligt at se, har sangeren ikke ønsket at udtale sig og henviser i stedet, til sin manager og det musikselskab han er ansat hos.

Ellers har han ikke andre kommetarer til sagen, end hvad han skrev på sin Facebook-profil tidligere i dag, efter ministerens reaktion, oplyser han.

I det kalder han billedet for »satire« og »humor« og bemærker, at han finder det ærgerligt, at folk tager sådan på vej.

»Surt folk tager satire så tungt. Jeg er ikke politiker men blot artist der siger hvad jeg har på hjertet. Om det er sjovt eller seriøst så er det mig. Men nu bliver jeg nød til at spørge. Lever vi ikke i en verden med plads til satire? Hvornår blev det tabu at komme med lidt humor i vores ellers så seriøse hverdag?« skriver han blandt andet.

Han lader desuden til at begrunde sit oprindelige opslag med, at han mener, at Dansk Folkeparti og Venstre splitter folket ad snarere end at samle det.

Afslutningsvis understreger han, at han »elsker ytringsfriheden og har i sinde at bruge den så ofte som muligt, så længe jeg lever.«

BT har forsøgt at få en kommentar fra Inger Støjberg.

Wafande har ikke ønsket at kommentere sagen over for BT.