Hun voksede op med overvægt og mobning. Vægten toppede da hun var 19 år gammel, og lød på 140 kilo. I dag er Fie Friedrichsen fit for fight, efter hun på blot to år tabte sig 70 kilo. Det har hun efterfølgende skrevet en bog om, ligesom hun på sin blog har fortalt om kampen mod vægten.

I sit seneste blogindlæg beretter Fie Friedrichsen dog om, hvordan en fyr, der mobbede hende i skolen, kontaktede Fie på Facebook, for at inviterede hende ud.

»Det første der slog mig, da han skrev var at hans navn virkede bekendt og efter jeg kiggede hans profil lidt igennem og hans profilbillede – kunne jeg se, at det faktisk var HAM der havde mobbet mig så slemt i folkeskolen. Det var ham der var “mobberen” og nærmest forfulgte mig i en længere periode, med skældsord, hjem fra skole osv,« skriver Fie Friedrichsen på sin blog.

Selvom hun blev chokeret over beskeden fra sin tidligere ’mobber’, valgte hun sin egen måde at takle problemet på.

»Jeg svarede ham ikke, selvom jeg følte jeg havde en masse følelser og frustrationer inden i mig. En masse ting jeg faktisk havde lyst til at sige til ham. Fortælle ham, hvor længe det har taget mig at komme mig ovenpå igen. Men det nytter ikke noget. Jeg er ikke hævngerrig, og vil ikke bruge min energi på det. Den eneste for for 'hævn' jeg tror på, er hævnen i form af stilhed og success,« skriver Fie Friedrichsen.

En lignende situation udspillede sig sidste år i England, hvor en kvinde til også blev inviteret ud, af en af hendes gamle plageånder fra skoletiden. Hun valgte dog at svare tilbage på en helt anden måde. Det kan du læse om HER.